Forsvarsminister presser på for Guantánamo-lukning

Ash Carter opfordrer Kongressen til at tillade, at fanger i Guantánamo-lejren i Cuba bliver overført til USA.

Det anslås, at det koster cirka tre milliarder kroner om året at holde Guantánamo-fangelejren kørende (Foto: Bob strong © Scanpix)

Den amerikanske kongres bør give grønt lys til, at fanger i Guantánamo-fangelejren i Cuba kan blive overført til fængsler på amerikansk jord.

Det mener USA's forsvarsminister, Ash Carter, der mandag opfordrede Kongressen til at tillade sådanne overførsler for at fremme lukningen af det militære fængsel.

Opfordringen kommer, efter at præsident Barack Obama i sidste uge præsenterede en plan for lukningen af den kontroversielle lejr, hvor der i dag sidder 91 fanger, blandt andre fem af de mistænkte bag angrebet på World Trade Center i 2001.

På et pressemøde i Pentagon mandag siger Ash Carter, at han håber, at Kongressen vil se "positivt" på planen, eftersom at "dette (Guantánamo) vil være en god ting ikke at give videre til en ny regering" med henvisning til præsidentvalget 8. november.

Allerede på en af sine første dage som præsident i 2009 underskrev Obama et dokument om, at han ville lukke det militære fængsel inden for et år.

Det anslås ifølge AFP, at det koster cirka tre milliarder kroner om året at holde Guantánamo-fangelejren kørende. Det betyder, at det koster mere end 30 gange så meget at have en fange i Guantánamo, som det koster at have en fange i de mest sikre fængsler i USA.

/ritzau/dpa

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube