Tema Volkswagen

Frankrig åbner formel sag mod VW om groft bedrageri

Anklagemyndigheden i Frankrig har foretaget ransagninger i VW-sagen, og nu indledes sagen formelt.

I Frankrig er ca. 1 million VW-biler udstyret med en snydesoftware, så de fremstår mere miljøvenlige, end de er. (Foto: DAMIEN MEYER © Scanpix)

Frankrig har formelt indledt en undersøgelse af, om Volkswagen er skyldig i groft bedrageri i forbindelse med sagen om snydesoftware i dieselbiler, oplyser anklagemyndigheden i Paris.

I oktober indledte anklagemyndigheden en forundersøgelse, og fransk politi har gennemført en række ransagninger af bilkoncernens kontorer i Frankrig. Her er blandt andet beslaglagt computere.

Volkswagen

Miljømyndighederne i USA afslørede midt i september svindel med 11 millioner dieselbiler fra den tyske bilproducent Volkswagen. Dieselbilerne er blevet udstyret med en software, som i test får det til at ligne, at bilerne ikke forurener så meget, som de i virkeligheden gør. Følg sagen her.

Gå til tema

Chefen for den franske anklagemyndigheds bedrageriafdeling, Nathalie Homobono, fortæller, at man allerede har slået fast, at Volkswagen har snydt "med forsæt".

Sagen blev formelt taget op i Paris 19. februar, og den er begrænset til dieselbiler solgt i Frankrig, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den tyske bilkoncern har oplyst, at lige knap en million biler i Frankrig er udstyret med motoren EA 189, som kan være udstyret med snydesoftware, der ved test fremstår mere miljøvenlige, end de i virkeligheden er.

I Tyskland har anklagemyndigheden tirsdag udvidet gruppen af mistænkte i bilkoncernen fra 6 til 17. Ingen tidligere eller nuværende bestyrelsesmedlemmer er omfattet, fortæller chefanklager Klaus Ziehe.

Volkswagen insisterer fortsat på, at en lille gruppe ingeniører står bag skandalen. Ledelsen vidste intet om bedrageriet, har forklaringen lydt fra cheferne.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube