Frankrig undersøger anklager om soldaters sexovergreb

Straks efter FN-dokumenter med anklager mod franske soldater blev fremlagt, bad minister om en undersøgelse.

Frankrigs forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, beordret en efterforskning af anklagen. (Foto: Stephane De Sakutin © Scanpix)

Franske soldater mistænkes for at stå bag voldtægter og seksuelle overgreb på mindreårige i Den Centralafrikanske Republik.

Den mistanke vil den franske regering undersøge. Derfor har landets forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, beordret en efterforskning af anklagen, der er fremsat via FN.

Ministeren bad franske myndigheder undersøge sagen, "så snart han blev gjort opmærksom på dokumenter fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder 19. januar", oplyser Drians politiske kontor.

Ifølge FN er der fremsat beskyldninger mod fredsbevarende soldater fra Georgien, Frankrig og et tredje ikke navngivet land.

Soldaterne har ifølge anklagerne misbrugt børn seksuelt under deres udstationering i Den Centralafrikanske Republik.

De påståede forbrydelser, deriblandt voldtægter, skete overvejende i 2014.

- Det er ekstremt grove beskyldninger, og det er afgørende, at disse sager hurtigt bliver efterforsket grundigt, siger FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al-Hussein, i en erklæring.

Verdensorganisationen har bedt tre lande, hvis soldater mistænkes for at være involveret, om at undersøge sagen.

Soldater i den fredsbevarende styrke Minusca i Den Centralafrikanske Republik er flere gange tidligere blevet beskyldt for seksuelle overgreb.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube