Fransk anklager: Nice-terrorist var ikke alene om angreb

Angrebet var planlagt flere måneder før Bastilledagen.

84 personer mistede livet under angrebet. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

Gerningsmanden bag angrebet i Nice, hvor en stor lastbil pløjede ind i hundredvis af mennesker på byens strandpromenade sidste torsdag, fik hjælp til at planlægge angrebet, siger statsadvokaten i Paris.

Gerningsmanden, den 31-årige Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, planlagde angrebet i månedsvis, meddeler statsadvokaten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fem personer, som blev anholdt i kølvandet på lastbilmassakren i Nice, skal efterforskes for terror, oplyser statsadvokaten ifølge Reuters.

De anholdte er fire mænd og en kvinde mellem 22 og 40 år. En af dem er en 40-årig mand, som gerningsmanden har kendt i flere år, en 38-årig albansk mand og dennes kæreste. Albaneren mistænkes for at have skaffet Bouhlel et automatvåben, som han dog aldrig nåede at bruge.

Desuden er der også en 22-årig mand, der modtog en sms fra angriberen kort før massakren og en anden mand, der har været i kontakt med Bouhlel omkring våben.

Ligesom den franske efterretningstjeneste ikke havde kendskab til Mohamed Lahouaiej-Bouhlel før angrebet, kendte den heller ikke til de fem tilbageholdte.

84 mennesker blev dræbt og over 100 blev såret, da Lahouaiej-Bouhlel kørte en 19 ton tung lastbil ind i en stor menneskemængde, der var samlet på Frankrigs nationaldag, Bastilledagen, for at se fyrværkeri på strandpromenaden i den sydfranske badeby.

Til stede var også mange turister, og 38 af 84 dødsofre kom fra 19 forskellige lande.

Mohamed Lahouaiej-Bouhlel havde inden angrebet søgt på Islamisk Stat-propaganda og Orlando-angrebet på nettet, og anklageren har sagt, at han var islamisk radikaliseret.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, men det har ikke været mulig for efterforskerne at finde en direkte tilknytning mellem gerningsmanden og IS.

I går oplyste den franske præsident, Francois Hollande, at 15 personer stadig svævede mellem liv og død på hospitalet.

/ritzau/