Franske betjente får nye våben og udstyr til terrorkamp

Automatrifler og andet udstyr forbeholdt elitestyrker bliver nu en del af udstyret for Paris' politi.

Den franske indenrigsminister ser på en af de nye våben, som politiet i Paris får lov at benytte. (Foto: Alain Jocard © Scanpix)

Franske betjente skal fremover være langt bedre rustet til at stoppe massakrer og terrorangreb, som Paris oplevede for fire måneder siden.

Derfor giver Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, nu politiet i storbyen nyt udstyr, skriver AFP.

Blandet andet får betjentene nu lov til at bære særlige automatrifler tidligere forbeholdt elitestyrker og udstyres med særlige skjolde, der kan modstå skud fra et kalashnikov-gevær.

Sidstnævnte har været brugt både ved terrorangrebet på satirebladet Charlie Hebdo og november-angrebet, hvor 130 mennesker blev brutalt dræbt.

Ifølge indenrigsministeren bliver det særlige enheder hos politiet, der trænes til at 'gribe ind så hurtigt som muligt'.

- Især når vi oplever massedrab, siger Bernard Cazeneuve

- Nogle af de kriminelle tøver ikke længere med at bruge tunge våben mod jer, og I må være udstyret med midlerne til at skyde tilbage og have tilstrækkelig beskyttelse, forklarede indenrigsministeren ifølge mediet France 24 betjente på en politistation i Paris.

Ifølge AFP var den første betjent, der ankom til spillestedet Bataclan under terrorangrebet i november sidste år, ikke udstyret til at klare terroristerne, der holdt koncertgængerne som gidsler. Han formåede at skyde en terrorist med sit håndvåben, men måtte forskanse sig og vente på forstærkning, da terroristerne havde tungere våben.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube