Tema Krigen i Syrien

Fredsforhandlinger om Syrien udsat igen igen

FN's særlige udsending til Syrien siger, at der ikke bliver noget fredsmøde de næste to til tre uger.

I den syriske by Daraya er børn så fejlernærede, at de dør uden nødhjælp fra FN, lyder det. (Foto: FADI DIRANI © Scanpix)

Der vil ikke komme en ny runde fredsforhandlinger for Syrien de næste to til tre uger mindst.

Det siger FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, efter et flere timer langt møde med FN's Sikkerhedsråd.

- Han briefede om, at hans intention er at starte den næste runde af samtaler så hurtigt, som det kan lade sig gøre, men det bliver bestemt ikke inden for de næste to-tre uger, hedder i en erklæring fra Misturas team.

Det fremgår, at Mistura først vil se fremskridt på landjorden i Syrien, og det betyder, at fjendtligheder skal ophøre, og at der skal være adgang for humanitær hjælp.

Han siger, at han vil opretholde kontakten med de syriske parter, og det vil afgøre, hvornår det rigtige tidspunkt er for at genoptage forhandlingerne.

Mistura pegede inden mødet med Sikkerhedsrådet blandt andet på, at den humanitære situation i Syrien fortsat er meget alvorlig. Han opfordrede til, at alle angreb indstilles.

Det gælder blandt andet Daraya, hvor hjælpen ikke er nået frem til alle. I den by og et par andre steder er situationen yderst alvorlig.

Børn fejlernærede i disse byer og vil dø, hvis FN ikke når frem til dem, lyder det fra FN's side.

Sagen kort

  • FN har trods flere appeller fortsat problemer med at koordinere nødhjælp til belejrede byer.
  • Håbet var, at man kunne nå en million syrere i nød. Men det har kun været muligt at hjælpe 160.000, siger Jan Egeblad, som er Misturas rådgiver i humanitære spørgsmål.
  • FN sender hjælp fra luften i områder, hvor Islamisk Stat har kontrol.

/ritzau/Reuters