Frygt for at Nordkorea gør klar til atomtest

Meget tyder på, at Nordkorea er ved at gøre klar til endnu en atomtest, oplyser en overvågningsgruppe.

Forud for en parade på lørdag for at fejjre 105 års-dagen for landets grundlægger, Kim Il Sung, bliver der øvet i det centrale Pongyang. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

Nordkorea er klar til en atomtest ved et testanlæg i den nordlige del af landet, meddeler overvågningsgruppen 38 North.

Testområdet Punggye-ri er forberedt og klart, skriver gruppen.

- Satellitbilleder dateret 12. april viser, at der ved Nordkoreas Punggye-ri atomtestcenter er vedvarende aktivitet i den nordlige del af området, ny aktivitet i den administrative del af området og en mindre del personel aktivitet omkring stedets kommandocentral, lyder det fra gruppen.

I sidste uge afsendte Nordkorea et ballistisk missil over Det Japanske Hav.

Det har fået USA til at frygte for, at man fra Pyongyang snart vil være klar til at udvikle et missil, der vil være i stand til at ramme USA.

Siden har der været spekulationer om, hvorvidt Nordkorea vil gøre klar til den sjette atomtest lørdag for at markere 105 års fødselsdagen for landets grundlægger, Kim Il Sung.

The Voice of America skrev onsdag aften, med den amerikanske regering som kilde, at Nordkorea angiveligt havde placeret en atomgenstand i en tunnel, og at den kunne detoneres lørdag morgen koreansk tid.

/ritzau/