Tema Valg i Kenya

Frygt for vold efter valg: Præsident genvinder magten i Kenya

Oppositionen kalder valgprocessen en tragedie og paradenummer.

Ekstra sikkerhedsstyrker er indsat i hovedstaden, Nairobi, af frygt for optøjer. (Foto: LUIS TATO © Scanpix)

Respektér valgresultatet, og gå videre i retten, hvis der er uenighed. Sådan lyder opfordringen fra internationale valgobservatører til den kenyanske opposition.

Oppositionslederen og præsidentkandidaten, Raila Odinga, siger nemlig, at han ikke vil acceptere valgresultatet. Resultatet er et genvalg til den siddende præsident, Uhuru Kenyatta, der har fået 54,27 procent af stemmerne.

- Vi har påpeget nogle meget seriøse bekymringer hos kommissionen, og de har ikke svaret, siger oppositionens kampagneansvarlige, Musalia Mudavadi, der ifølge Financial Times kalder valgprocessen en ”tragedie” og et ”paradenummer”.

Uhuru Kenyatta opfordrer til fred.

- Jeg rækker ud til jer - til alle jeres støtter. Til vores brødre, vores værdige modstandere. Vi er ikke fjender, vi er alle borgere i samme land, siger han ifølge Reuters.

Obervatører opfordrer til at accept af resultat

Oppositionen mener, at valgkommissionens servere har været udsat for hackerangreb, og at resultaterne er blevet ændret til Kenyattas fordel. Valgkommissionen indrømmer, at der har været hackerforsøg, men fastholder samtidig, at det ikke lykkedes at ændre på stemmefordelingen.

Ifølge CNN er der lige nu en frygt for, at uenighederne kan føre til voldelige uroligheder. Ekstra sikkerhedsstyrker er blevet indsat i hovedstaden, Nairobi, siger indenrigsminister Mwenda Njoka til CNN. Samtidig er ekstra politi indsat i lufthavnen.

I ugens løb har der allerede været voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter i Nairobi og byen Kisumi. En observatør fra oppositionen blev blandt andet dræbt i et macheteangreb.

EU har opfordret de tabende parter til at trække sig og acceptere det endelige resultat.

Også den tidligere amerikanske udenrigsminister John Kerry, der har været valgobervatør, opfordrer til fred og siger, at der ikke har været snyd med stemmerne.

I 2007 var der også påstande om valgsvindel, og mere end 1.100 personer mistede livet, og omkring 600.000 blev sendt på flugt.