Generalstrejke mod græsk pensionsreform

Græske arbejdere har nedlagt arbejdet for at protestere mod en planlagt pensionsreform.

Generalstrejken mod den varslede pensionsreform i Grækenland er planlagt til at vare i 24 timer. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Scanpix)

Arbejdere i hele Grækenland er gået i strejke i protest mod premierminister Alexis Tsipras' varslede pensionsreform.

24-timers generalstrejken, der er den tredje af sin slags på tre måneder, har lammet tog- og færgetrafikken og er skyld i adskillige flyaflysninger.

Taxachauffører, lastbilchauffører, landmænd og advokater er blandt de, der har nedlagt arbejdet. Landets hospitaler fungerer, men ikke i som normalt.

De strejkende grækere er rasende over regeringens planer om at sænke den maksimale pensionsydelse fra 2.700 til 2.300 euro - hvilket svarer til godt 17.000 danske kroner.

Tsipras' venstreorienterede regering har også planer om at fusionere pensionsfonde og hæve de pensionsbidrag, som borgerne betaler til staten.

Kritikere siger, at det nye system vil straffe dem, der troligt betaler deres pensionsbidrag og tilskynder til sort arbejde.

Det græske budget for i år indeholder besparelser for i alt 5,7 milliarder euro, hvoraf 1,8 milliarder euro stammer fra pensioner og 500 millioner fra forsvaret.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube