Græsk leder truer med at vælte britisk EU-aftale

De øvrige EU-lande skal holde deres grænser åbne for flygtninge. Ellers kan britisk EU-aftale være i fare

Hele natten har der været forhandlinger om Camerons krav til EU-reformer. Forhandlingerne fortsætter fredag. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Det spidser til ved EU-topmødets forhandlinger fredag i Bruxelles om den aftale, der skal sikre Storbritanniens fremtid som EU-medlem.

Ifølge både nyhedsbureauet AFP og britiske ITV har den græske premierminister, Alexis Tsipras, truet med at nedlægge veto over for en britisk aftale, hvis ikke der bliver fundet en løsning på migrantkrisen.

AFP citerer en unavngiven kilde for oplysningen om, at den græske regering "ikke vil godkende sluterklæringen", hvis ikke der bliver givet klare garantier fra de øvrige lande i migrationsdebatten.

- Vi kræver en enstemmig beslutning om, at ingen stat ensidigt vil lukke sine grænser før 6. marts", siger kilden.

6. marts er den dag, EU-landenes stats- og regeringschefer har aftalt at mødes igen i Bruxelles med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, som gæst for at lægge pres på Tyrkiet for at hjælpe med at forhindre flygtninge og migranter i at rejse ind i EU.

En diplomatisk kilde siger til Ritzau, at den græske trussel blev luftet allerede torsdag aften, da lederne havde en overraskende lang og ophedet debat om migration.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube