Har et ufødt barn ret til liv? Irland planlægger afstemning om abortforbud

Den irske regering ønsker at afholde en folkeafstemning om abortlovgivningen næste sommer.

Der var store protester i hovestaden Dublin, da Højesteret og parlamentet i Irland i 2013 besluttede at tillade abort, hvis moderens liv er i fare. (Foto: PETER MUHLY © Scanpix)

Den irske befolkning skal tage stilling til, om forbuddet mod abort bør afskaffes i det katolske land.

Det mener regeringen, som i dag har foreslået, at der skal afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet i maj eller juni 2018. Her skal irerne tage stilling til, om 'the eighth amendment' - en omstridt tilføjelse til Irlands forfatning - skal fjernes.

Ifølge tilføjelsen til forfatningen fra 1983 har et ufødt barn ret til liv, og abort er derfor ulovligt i Irland - medmindre at moderens liv er i fare. Vælger en kvinde i Irland at få en abort, kan det straffes med op til 14 års fængsel og bøder på op til 40.000 kroner.

Afstemningen skal finde sted, få måneder før pave Frans besøger landet, skriver RTE, landets nationale tv-station. Irlands parlament har dog endnu ikke godkendt planen om folkeafstemningen.

De seneste år er debatten om liberalisering af abortlovgivningen blusset op i landet, hvor den katolske kirke er kendt for at have stærk indflydelse på lovgivningen.

Debatten blev sat i gang i 2013, da en gravid kvinde døde på grund af sygdom - noget som muligvis kunne være undgået med en abort. Året efter blev den igen aktuel, da en kvinde blev nægtet en abort, selvom hun var blevet gravid i forbindelse med en voldtægt og både var selvmordstruet og sultestrejkende.

FN har ifølge den britiske avis The Guardian kaldt abortlovgivningen 'umenneskelig', og omkring 5.000 irske kvinder rejser årligt til Storbritannien for at få foretaget abort.