Højrenationalists tale druknede i tilråb og protester i Florida

Et par tusinde demonstranter protesterede mod nationalisten Richard Spencer, der måtte forlade scenen.

Her kan du se Richard B. Spencer under sin tale på universitetet i Gainesville.

Den 39-årige højrenationalist Richard Spencer var knapt gået på scenen på University of Florida i byen Gainesville, før hans ord druknede i tilråb og højlydte protester.

Flere end 2.500 demonstranter var ifølge den lokale avis The Orlando Sentinel på plads ved universitet i det nordlige Florida.

Dem, der faktisk var mødt op i selve auditoriet, hvor Spencer holdt tale, gjorde det svært for ham overhovedet at sige noget.

"Slut med Spencer" og "Black Lives Matter” blev der råbt så højt, at han ikke kunne tale, mens flere rejste sig i salen med knyttede næver i vejret som protest mod Spencer, der forgæves forsøgte at komme til orde.

- Hvad er det, I prøver at opnå? I har en fremragende mulighed for at være en del af det, der måske er en af vigtigste øjeblikke for ytringsfriheden. Det her er et spørgsmål om ytringsfrihed - og det er sådan her, I opfører jer?, lød det fra Spencer.

Han bliver set som manden bag alt-right, en betegnelse der dækker over en gruppe af konservative højrenationale, hvoraf mange tror på hvidt overherredømme.

Før Spencers besøg torsdag eftermiddag lokal tid havde de lokale myndigheder været i allerhøjeste beredskab, men ifølge politiet blev kun to personer anholdt under demonstrationerne, der forløb fredeligt.

- Trods vores værste frygt har universitetet og Gainesville vist verden, at kærligheden sejrer. Vi er vores guvernør og lokale politi ekstremt taknemmelige for at have taget de nødvendige foranstaltninger for at det her kunne så sikkert som muligt, siger leder af University of Florida Kent Fuchs ifølge abcnews.com

Richard Spencers tilstedeværelse på universitetet fik onsdag delstatens republikanske guvernør, Rick Scott, til erklære dele af staten i undtagelsestilstand for at kunne mobilisere det nødvendige sikkerhedsberedskab.

Det har ifølge AP kostet universitetet omtrent 600.000 dollar at sikre, at situationen ikke blev en gentagelse af, hvad der skete i Charlottesville, Virginia i august, hvor protester mod den ekstreme nationalistbevægelse endte i voldsomme sammenstød og et angreb, der kostede en kvinde livet.

Læs også

Steffen Gram: Charlottesville er Trumps største svigt