Holland: Statskontrollerede cannabisplantager på vej

Hollands regering vil bandekriminalitet til livs med et nyt eksperiment.

Salg af cannabis i såkaldt coffeeshop. I dag er det lovligt for coffeeshops at sælge de euforiserende stoffer til private i mindre mængder, men det er ulovligt at dyrke cannabis og marihuana og sælge det til coffeeshops. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Plantager med cannabisplanter, kontrolleret af de hollandske myndigheder, skal nu frembringe hash til lovligt salg.

Det er en del af det nye hollandske regeringsgrundlag. Holland fik denne uge en ny regering efter 208 dages forhandlinger - en regering bestående af fire partier: Det liberale VVD, de Konservative, de socialliberale og et mindre kristent parti. Overraskende har de indgået et kompromis om salg af cannabis.

Hollændere kan i dag købe cannabis og marihuana i det, man kalder coffeeshops - cafeer, der ved siden af kaffe og kage også har joints, hash og pot på menuen.

Med de nye planer får én endnu ikke fastlagt organisation myndighedernes tilladelse til at dyrke cannabis. Hollandske coffeeshops må så kun købe deres varer fra de statsautoriserede plantager.

Tvetydig politik

I dag er Hollands politik omkring det, man kalder "soft drugs", altså marihuana og cannabis, tvetydig. Det er lovligt for coffeeshops at sælge de euforiserende stoffer til private i mindre mængder, men det er ulovligt at dyrke cannabis og marihuana og sælge det til coffeeshops.

De nye planer om statsautoriseret cannabis er et eksperiment. I første omgang deltager mellem seks og ti udvalgte kommuner i Holland.

Eksperimentet skal belyse to aspekter:

  1. Om den organiserede kriminalitet aftager, hvis myndighederne overtager markedet. I dag dyrker bander cannabis illegalt, og den organiserede kriminalitet er udbredt.
  2. Hvilken effekt den lovligt dyrkede cannabis har på folkesundheden. I dag indeholder ulovligt dyrket cannabis ofte en lang række skadelige stoffer.

Rene varer

Mange indehavere af coffeeshops er glade for udsigten til legal cannabis.

- Vi vil gerne have styr på kvaliteten af vores produkter. Vores kunder har ret til et rent og sikkert produkt – et produkt uden pesticider, tungmetaller og skimmel, siger talsmand for interesseorganisationen for coffeeshops i Holland, Wouter van Egmond.

Hollands liberale, men tvetydige politik har medført en gråzone, hvor bander dyrker cannabis illegalt - især i det sydlige Holland.

- Vi kan endelig sige farvel til den vage politik omkring soft drugs, hvor man må købe og sælge, men ikke producere. Det er nærmest som at måtte sælge og købe øl uden at måtte brygge det, lyder det fra borgmester i den sydhollandske by Breda Paul Depla til hollandsk tv.

Kamp mod bander

Han glæder sig over muligheden for at komme den organiserede kriminalitet til livs, men det bliver svært, erkender han.

- Det kommer banderne ikke til at acceptere uden videre. De vil se deres indkomstgrundlag forsvinde. For de coffeeshops, der er afhængige af det illegale marked, får så deres forråd fra et statsautoriseret foretagende, vurderer Depla.

Vil bekæmpe narkotikaforbrydere

Kommunerne skal melde sig til eksperimentet.

- Breda kommer til at tilbyde sig. Jeg kan ikke vente med at begynde, siger borgmesteren.

Det ansvarlige ministerium skal stadig udarbejde mere konkrete planer for, hvordan den lovlige cannabisdyrkning skal foregå, og hvordan resultatet fremover skal sælges.

Udover de statsautoriserede cannabis vil regeringen bruge over 744 millioner kroner til at bekæmpe narkokriminalitet. Med pengene skal myndighederne beslaglægge narko og finde frem til gerningsmænd bag ulovlig cannabis.