Hollande løslader kvindelig morder

En kvinde, der myrdede sin voldelige mand, skal ikke længere sidde i fransk fængsel. Præsidenten griber ind.

Den franske præsident, François Hollande, har valgt at eftergive resten af Jacqueline Sauvages fængselsstraf. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Jacqueline Sauvage er en fri kvinde igen.

Frankrigs præsident, François Hollande, har besluttet at gribe ind, så den 68-årige kvinde, der er fængslet for at have myrdet sin mand, kan løslades. Det meddeler præsidentkontoret i Paris, ligesom præsidenten også har meddelt det via twitter.

- Præsident Hollande har besluttet at eftergive Jacqueline Sauvages straf, lyder det i meddelelsen fra præsidentkontoret.

Det er en sag, der har optaget mange franskmænd, som Hollande griber ind i.

I 2014 fik Sauvage en fængselsdom på ti år for at have myrdet sin mand med tre skud i ryggen.

Påstand om selvforsvar blev afvist

Det skete, efter at hendes alkoholiske mand i årevis havde misbrugt hende, misbrugt parrets tre døtre og også parrets søn.

9. september 2012 hængte sønnen sig, og dagen efter skød hun manden de tre gange i ryggen.

Da havde parret været gift i 47 år. Hendes fængselsdom fra 2014 blev appelleret, men i december 2015 blev dommen på ti års fængsel stadfæstet.

Retten afviste påstanden om selvforsvar, og hendes døtre og deres advokat har siden været til møde hos Hollande og bedt ham om at gribe ind. Der er desuden indsamlet omkring 400.000 underskrifter på internettet for at få den nu 68-årige Jacqueline Sauvage løsladt, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Og det sker så nu. Præsidenten bruger sine beføjelser til at benåde en fange. Jacqueline Sauvage bliver dermed ikke frikendt, men hendes straf nedsættes via et præsidentdekret.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube