Hollands konge har været hemmelig pilot hos KLM i 21 år

Kong Willem-Alexander er andenpilot hos Hollands flyselskab et par gange om måneden.

Kongen sidder på andenpilotpladsen til højre. Piloten er Maarten Putman. (Foto: NATASCHA LIBBERT HANDOUT © Scanpix)

Når det hollandske flyselskab, KLM, kalder sig selv for ”Royal Dutch Airlines” er det ikke for sjov.

Hollands konge Willem-Alexander har nemlig været hemmelig andenpilot på selskabets fly i 21 år.

Det fortæller han i et interview med avisen, De Telegraaf, skriver CNN.

Kongen kalder selv andenpilottjansen for en hobby – to gange om måneden sætter han sig i cockpittet og ”kobler af fra sine kongelige forpligtelser”.

Kong Willem-Alexander sammen med dronning Maxima og deres tre døtre Catharina-Amalia, Alexia og Ariane på skiferie i februar. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

- For mig er det vigtigste, at jeg har en hobby, hvor jeg er nødt til at koncentrere mig fuldstændigt. Du har et fly, passagerer og crew. Du har ansvar for dem alle. Du kan ikke tage dine egne problemer fra jorden med op i himlen. Det er, for mig, det mest afslappende ved at flyve, siger Willem-Alexander til De Telegraaf ifølge CNN.

Byder passagererne velkommen

Faktisk er kongen også blevet trænet til at styre Boing 737, som snart skal afløse den Fokker 70-model, som i dag flyver på KLM Cityhoppers korte distancer i Europa – det er de ruter, som kongen i dag er andenpilot på.

En konsekvens af terrorangrebet den 11. september har været, at passagerers adgang til cockpittet er blevet begrænset. Derfor har det heller ikke været nemt for passagererne at genkende ham.

- Fordelen er, at jeg altid kan ønske passagerne hjerteligt velkommen på vegne af kaptajnens og besætningen, siger kongen til De Telegraaf.

- Så jeg behøver ikke at sige mit eget navn. Men de fleste passagerer hører alligevel ikke efter.