Hosni satte ild til sig selv under Det Arabiske Forår: Ville ønske, jeg var død

I 2011 satte Hosni Kalaya ild til sig selv i Tunesien. Diktatoren væltede. Men for Hosni var det hele forgæves.

Hosni Kalayas billede pryder en mur i centrum af byen. Malet i gyldne, håbefulde farver spejder hans meterhøje ansigt mod fremtiden. Som et symbol på håbet under Det Arabiske Forår.

- Det var lige her, siger Hosni Kalaya, hvis ansigt i modsætning til vægmaleriets gengivelse er fuldt af ar efter brandsår.

DR1 i aften

Få hele historien om de europæiske jøders flugt til Israel i Horisont i aften på DR1 klokken 21:55.

- Jeg hældte benzinen over mit hoved og tændte en lighter. Det føltes som om en stærk vind ramte mig, og så sortnede det for mine øjne. Så husker jeg ikke mere, siger han.

Hosni Kalaya satte ild til sig selv i protest over diktatur og håbløshed i januar 2011, da det arabiske forår i Mellemøsten lige var brudt ud.

Fire dage tidligere var en frugtsælger i den nærliggende by Sidi Bouzid omkommet efter en selvafbrænding i vrede over politivold og uretfærdighed. Frugtsælgeren Mohammed Bouazizi blev et symbol for Tunesiens revolution og for hele det arabiske forår, som senere ramte Libyen, Egypten og Syrien.

Hosni Kalaya, som DR mødte i Tunesien. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © dr)

"Vi har ikke haft en revolution"

I Hosni Kalayas hjemby Kasserine førte hans selvafbrænding også til demonstrationer, og han blev et lokalt ikon for oprøret. Men i modsætning til Bouazizi overlevede Hosni Kalaya og kan i dag se resultaterne af oprøret.

- Det havde været bedre, hvis jeg var død. Fattigdommen fortsætter. Håbløsheden fortsætter. Jeg føler ikke, vi har haft en revolution, siger Hosni Kalaya, mens han med besvær fisker en cigaret frem af pakken med sin mund.

Hans fingre brændte den dag i 2011. I dag har kun stumper tilbage, og han må kæmpe for at tænde cigaretten.

(Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © dr)

Tunesien er ellers det gode eksempel i Det Arabiske Forår. Landet har haft frie, demokratiske valg og har vedtaget en ny grundlov, som er blevet rost af det internationale samfund.

Sidste år vandt fire tunesiske organisationer endda Nobels Fredspris for deres arbejde med at sikre demokrati og fred i Tunesien efter revolutionen.

"Jeg tænder ild!"

Men revolutions kampråb var andet end demokrati og ytringsfrihed.

Dengang i 2011 krævede demonstranter også mindre korruption, mere retfærdighed og ikke mindst arbejde og brød på bordet. Det sidste har de ikke fået. Tværtimod er arbejdsløsheden steget i Tunesien efter revolutionen, og omkring 40 procent af landets unge er nu uden job.

Hosni Kalaya tager mig med på det lokale rådhus i sin hjemby. Det er barrikaderet af unge demonstranter, der kræver job og udvikling i deres by.

En ung mand vædet i benzin forbander sin bys politikere. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © dr)

Pludselig hiver en ung mand et flag frem. Det er vædet i benzin, og det samme er den unge mand. I sin venstre hånd holder han en lighter.

- Du skal ikke gøre det! Tænd ikke, for Guds skyld! råber andre demonstranter.

- Jeg sværger, jeg gør det. Vores politikere er hunde, råber den unge mand.

- Grib ham!

En gruppe demonstranter overmander den unge mand og tager lighteren fra ham. Mens han råber forbandelser mod politikerne, bliver han ført væk.

Epidemi af afbrændinger

Den unge mands handling er ikke længere ualmindelig i Tunesien.

Et par dage før døde en ung mand i et offentligt selvmord under en demonstration i byen, og siden revolutionen har over 200 tunesere sat ild på sig selv ifølge tal fra de tunesiske myndigheder.

Hosni Kalaya var med til at stoppe den unge mand fra før i at tænde lighteren. Han forstår frustrationen.

- Folk er nedbrudte. De havde håbet, at det ville blive bedre efter revolutionen, men det er det ikke blevet, og politikerne gør ingenting. Flere vil begå selvmord, og flere af vores unge vil dø, siger han vredt.

Broren brændte sig ihjel

For Hosni Kalayas familie fortsætter tragedien. Da jeg besøger hans mor i hendes hjem, viser hun mig et billede af Hosnis bror Sabr. For tre måneder siden hældte den 34-årige mand benzin over sig og brændte ihjel.

Hosnis Kalayas mor, Zina. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © dr)

- Han sagde til mig, at han ikke længere kunne klare uretfærdigheden og ydmygelsen, og så faldt to tårer fra hans øjne. Han sagde, at det var sidste gang, jeg ville se ham. Jeg troede ikke, han mente det, men bagefter kom nogle børn løbende og sagde, han havde brændt sig, siger moren, Zina, mens tårerne triller ned af hendes kinder.

Hosnis brors historie minder om hans egen. Broren kom i problemer med myndighederne og mistede sit arbejde.

- Hans drøm var at få et arbejde, blive gift og så tage sig af mig. Men det var umuligt for ham, og da han så oven i købet blev arresteret af politiet uden grund, kunne han ikke mere, siger moren.

Politiker: Store udfordringer

I Tunesiens parlament møder jeg en af de udskældte politikere. Hun forstår vreden og kritikken, siger hun.

- Da folk gik på gaden, havde de store drømme og håb. I dag fem år senere er en del af dem ikke indfriet, så det er naturligt, at der er utilfredshed. Vi har opnået rigtigt meget politisk med frie valg og en grundlov, men økonomisk har vi store udfordringer, siger Imen Ben Mohamed, der sidder i parlamentet for Ennahda-partiet.

Men er I ikke ansvarlige som politikere?

- Jo, vi bærer en del af ansvaret. Men det er svært at forbedre økonomien. Vi har haft terrorangreb, som har ramt turismen, og vores naboland Libyen er i krig. Derfor er det vigtigt, at omverdenen støtter Tunesien i den her svære tid. Hvis Tunesien lykkes, vil vi blive et eksempel for hele den arabiske verden, siger parlamentsmedlemmet.

"Vil bare have det lidt bedre"

Hosni Kalaya har kun spinkle drømme tilbage. De tunesiske myndigheder har bevilliget ham en operation hos eksperter i Italien. Forhåbentligt kan operationen gøre ham i stand til at bruge sine fingre lidt bedre.

Hosni Kalaya sørger ved sin brors grav. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © dr)

- Jeg vil bare have det lidt bedre og have, at min mor kan få det lidt bedre, siger han.

Inden han tager af sted mod operationen i Italien, besøger han sin brors grav i hjembyen. Han beder en bøn over graven.

Jeg spørger ham, hvad han tænker nu fem år efter sit eget oprør.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige dig. Jeg kan ikke beskrive det, siger han.

Så lukker han de arrede øjenlåg. Og bryder sammen i en stille hulken.

- Hvis jeg var død, havde det været bedre. Nu dør jeg lidt hver eneste dag.For fem år siden satte Hosni Kalaya ild til...

Opslået af DR Nyheder på 8. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube