Hvem er Melania Trump egentlig?

Portræt: Donald Trumps slovenskfødte hustru stiller ikke op til mange interviews. Hun er hjemmegående, passer parrets søn og har en fortid som fotomodel.

- Jeg støtter min mand hundrede procent, og det er mit eget valg, at jeg ikke deltager mere i hans kampagne. Vi har en niårig søn, og i den alder har man brug for en forælder, der er hjemme, siger Melania Trump. REUTERS/Jonathan Ernst (Foto: Richard Ellis © Scanpix)

Donald Trump takker sine støtter fra talerstolen. Efter endnu et primærvalg er han nok engang rykket et lille skridt nærmere sit mål at blive republikanernes præsidentkandidat, og ved hans side står – som sædvanlig - hans hustru, den slovenskfødte Melania Trump.

Melanija Knavs blev født den 26. april 1970 i det nuværende Slovenien.

Hun blev gift med Donald Trump i 2005. Hun bar en brudekjole designet af Christian Dior, som kostede mere end 100.000 dollar.

I marts 2006 fødte hun parrets søn, Barron.

Hun har designet smykker og lavet skønhedsprodukter.

Hun har også studeret arkitektur og design på universitetet i Ljubljana.

Hun smiler. Men siger ikke noget.

Faktisk siger amerikanernes måske kommende førstedame så lidt, at hun er blevet kaldt ”den stille partner” i et portræt i New York Times.

Så hvem er hun egentlig? Og hvorfor har hun valgt at være ganske anonym i sin højtråbende mands valgkamp?

Se klip fra en af de få gange, Melania Trump har taget ordet i videoen herunder

melania

Fra kommunisme til krystallysekroner

Melania Trump er født som Melanija Knavs i 1970 i det tidligere Jugoslavien, der på det tidspunkt var styret af præsident Tito.

I dag bor hun i en penthouselejlighed i New York med sin mand og deres søn. Lejligheden er inspireret af Versailles med håndmalede kunstværker i loftet, krystallysekroner, bladguld og udsigt over storbyens tage fra alle sider.

På den måde er historien om Melania Trump på én gang et eventyr, der passer perfekt ind i den amerikanske drøm, og knusende banal. Den er historien om en pige fra en kommunistisk stat, der ikke findes mere, og som nu lever et liv på første klasse med en mangemillionær.

Republican U.S. presidential candidate businessman Donald Trump waits to come into the spin room with his wife Melania after the Republican U.S. presidential candidates debate sponsored by ABC News at Saint Anselm College in Manchester, New Hampshire February 6, 2016. REUTERS/Rick Wilking (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Ifølge The Daily Mail var hendes far medlem af kommunistpartiet, og familien boede i en lejlighed i den lille by Sevnica. Forældrene arbejdede på en statsejet fabrik i byen; faren, Viktor Knavs, var chauffør og moren, Amalija, designede børnetøj for fabrikken. Faren fik senere en butik, der solgte dele til biler og motorcykler.

Afklædt på forsider

Melania drømte om at blive model, og det blev da også en skønhedskonkurrence, som blev affyringsrampe til en karriere, der endte i New York.

Hun var 17 år og studerede design og arkitektur på Ljubljana Universitetet, da hun blev opdaget af fotografen Stane Jerko. Hun har poseret på forsider af flere magasiner, et af de mest kendte billeder er fra British GQ i 2000, hvor hun ligger næsten nøgen på en hvid pels.

Han var kendt som en ”kvindernes mand”.

Melania Trump

I 1998 mødte Melania og Donald hinanden til en fest. Da den amerikanske TV-station ABC interviewede parret i deres hjem i november sidste år, blev Melania Trump spurgt om hendes første indtryk af Donald.

Melania Knavs, 1987. (Foto: STRINGER © Scanpix)

- Han var meget charmerende, og det gnistrede mellem os, siger hun i interviewet, som er et af de sjældne af slagsen. Hun nægtede dog at give sit telefonnummer til den 24 år ældre mand, men bad i stedet om hans.

- Han var kendt som en ”kvindernes mand”. Vi mødtes en uge senere, og der var god kemi mellem os, forklarer hun og smiler til sin mand, der sidder i en stol ved siden af. Han falder ind:

- Det har der været lige siden.

Vil være en Ford eller en Kennedy

Hvis Trump-parret skulle ende som præsidentpar i Det Hvide Hus til efteråret, vil Melania Trump blive den første førstedame siden 1829, der ikke er født i USA.

Og også den første førstedame i Guds eget land, som har poseret i meget lidt tøj på magasinforsider.

Jeg vil være en meget traditionel førstedame.

Melania Trump

De amerikanske førstedamer har forvaltet deres roller meget forskelligt.

Eleanor Roosevelt spillede en meget betydelig rolle i udformningen af menneskerettighederne efter Anden Verdenskrig, Jackie Kennedy blev et modeikon, og så var der ikke mindst Hillary Clinton, hvorom alle vidste, at hun gjorde meget mere end at holde middagsselskaber.

Men hvordan vil den tilbageholdende Melania Trump besætte rollen som mulig førstedame?

Det svarede hun på i New York Times allerede i 1999, da Donald Trump var meget langt fra Det Ovale Værelse.

- Jeg ville være en meget traditionel førstedame (hvis det bliver aktuelt, red.) Ligesom Betty Ford eller Jackie Kennedy. Jeg ville støtte ham, lød det dengang.

Søn har brug for mor

Og dét synspunkt har hun stadig.

- Jeg er meget involveret i velgørenhed. Hvis det bliver aktuelt, vil jeg vælge det, som står mit hjerte nærmest, siger hun i interviewet med ABC.

Donald Trump med sin store familie. Han har været gift tre gange, og han står med hænderne på skuldrene af sin og Melanias søn, Barron. REUTERS/Brendan McDermid (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

- Jeg støtter min mand hundrede procent, og det er mit eget valg, at jeg ikke deltager i hans kampagne. Vi har en niårig søn, og i den alder har man brug for en forælder, der er hjemme. Men jeg siger min mening til ham.

- Har han taget imod nogle af dine råd?

Parret kigger på hinanden i et øjeblik. - Det vil jeg gerne holde privat, siger Melania Trump og smiler, inden ægtemanden tager over:

- Hun beder mig om at tone lidt ned en gang i mellem...

  • Blå bog: Melania Trump.
  • Født i 1970 i Slovenien.
  • Gift med mangemillionæren Donald Trump siden 2005. Han er 24 år ældre end hende.
  • Har studeret arkitektur og design på Ljubljana Universitetet i Slovenien.
  • Arbejdede som model i flere år.
  • Har lavet forsider for blandt andet GQ og som bikinimodel for Sports Illustrated.
  • Er involveret i velgørende arbejde.
  • Kan blive USA's næste førstedame.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube