I 2050 vil plastik fylde mere end fisk i verdenshavene

Der hældes så meget plastikaffald i oceanerne, at det svarer til en fyldt skraldebil hvert minut året rundt.

Plastiksuppe findes i flere lande. (© dr)

Det flyder med plastik i verdens oceaner, og hvis tendensen med at dumpe plastikaffald til havs ikke bliver bremset, vil der i løbet af få årtier være mere plastik i verdenshavene end fisk.

Det konkluderer en ny rapport fra World Economic Forum.

Ifølge rapporten undslipper næsten en tredjedel af al indpakning og emballage lavet af plastik indsamlingssystemer. I stedet havner det ude i naturen, hvor det belaster økosystemerne.

Som det ser ud i dag, indeholder oceanerne et ton plastik for hver fem ton fisk, skriver forskerne i rapporten.

I 2050 vil den samlede vægt af al plastikaffald overstige den totale vægt af alle verdenshavenes fisk.

Det er især den manglende genbrug af plastik, der ligger til grund for prognosen.

Den 36-sider lange rapport "The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics" giver dog håb om, at plastikforureningen kan stoppes.

Ved at benytte andre materialer og udvikle nye teknologier vil det ifølge rapporten være muligt at komme de store mængder plastikaffald til livs.

I dag bliver kun 14 procent af plastikemballage indsamlet til genbrug. Til sammenligning er den globale genbrugsprocent for papir oppe på 58 procent, mens den for jern og stål er på 70 til 90 procent.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube