I Iran holder dødsmetal Ali fra afgrunden

Hans film og musik er blevet censureret, og han er blevet tvangsklippet af politiet. Alligevel udgør dødsmetal Ali Azharis frirum i Irans kunstneriske ørken.

Rockmusikeren Ali Azhari er et barn efter revolutionen, der kæmper for at få lov til at spille sin musik.

Indeni er Ali Azhari en eksplosion. Hele sit liv har han ikke haft rum til at være den, han er.

Guitaristen, dødsmetalsangeren og filmmageren er på en konstant ørkenvandring i et land, hvor kunst og musik eksisterer under overvågning og censur.

Han har spillet musik for et begrænset publikum i en sauna i en kælder. Hans film er blevet forbudt.

Og hans liv har været en konstant kamp for at flyde ovenpå i et land, hvor kunsten mest udfolder sig i en underverden.

- Afhængig af, hvem der har været ved magten, har jeg enten eksisteret under overfladen eller lige over - men med store begrænsninger, fortæller han i et kælderrum med nogle smalle vinduer mod Teherans gader.

Trods de mange udfordringer Ali Azhari har mødet på sin, fyrer han stadigvæk op for højtalerne til sin guitarsolo.

Barn efter den iranske revolution

Da jeg ankommer til stedet, kan jeg høre, hvor han befinder sig. Forstærkeren bringer hans guitarsolo helt ud på gaden.

Er det ikke et problem, at folk kan høre, du spiller, spørger jeg.

Det har været meget værre, siger han.

Ali Azhari voksede op i Irans næststørste by, Mashhad, der er den øverste leders hjemby.

Han var barn efter den iranske revolution og under ledelse af den nuværende ayatollah Ali Khamenei, der dengang var præsident. Ali Azhari udviklede sig som et aggressivt og voldeligt barn, der sloges, når han kunne komme til det.

- Undertrykkelsen var enormt synlig. Revolutionsgarden var overalt i gaderne. Selv det at grine var forbudt. Hvad griner du af, ville de spørge, hvis du slog en latter op i det offentlige rum, fortæller han.

Da han var 13 år, begyndte han at spille guitar. Hans musikunderviser underviste ham i at spille flamingo, da en vens bror en dag gav ham et bånd, der ændrede hans liv.

- Der var numre af Pantera, Metallica, Iron Maiden og Alice Cooper. Jeg sagde til min underviser, at nu gad jeg fandme ikke spille det flamingoshit mere. Jeg ville spille hard rock, siger han.

Blev klippet skaldet af politiet

Underviseren bemærkede, at det ikke var muligt. Alligevel har Ali Azhari de sidste 25 år holdt fast.

Han har spillet i forskellige bands, men altid uden de store muligheder for at optræde, da livekoncerter i lange perioder har været umulige at få tilladelse til at arrangere.

Særligt hård rock og dødsmetal har svære kår, ligesom politiet engang tvangsklippede hans lange krøller af.

- Jeg har været tilbageholdt 10-12 gange. Flere gange har de truet med at klippe mit hår af, men én gang gjorde de alvor af det. De barberede mig simpelthen skaldet, siger han.

Hele tiden har han udfordret grænserne.

I 1997, den dag den mere reformvenlige præsident Khatami blev valgt, skruede Ali og bandet op for deres øvesession på hans værelse. Samme aften kom politiet.

Alligevel fik bandet i Khatamis første år officiel tilladelse til at spille en koncert i en basketball-hal. Lærere fra skolen kom for at høre den.

- Vi fik kun tilladelse, fordi ingen på det tidspunkt anede, hvad dødsmetal var. Skoleinspektøren blev grå i hovedet, da vi begyndte at spille, siger han.

Da Ali Azhari flyttede til Teheran, holdt bandet hver uge bittesmå koncerter i den enes hjem, hvor der fandtes en sauna i kælderen, hvor de kunne presse en 10-15 publikummer ind.

- På trods af forbud mod at optræde finder musikken sin vej. Du kan sammenligne det med, at nogen stiller sig op med en stav i hånden foran en tsunami.

Har fået censureret film

Lige efter at den konservative hardliner Mahmoud Ahmadinejad blev valgt som præsident i 2005, havde bandet igen fået lov at spille.

Men efter fire numre gik en langskægget, religiøs skikkelse på scenen og erklærede koncerten for slut.

Fra scenen takkede bandet publikum med en afskedsreplik: “Vi må sige godnat nu.”

- Da var det ovre. Slut. Og det var det i otte år under Ahmadinejad.

Derfor har det stor betydning for mange iranere, hvem der er landets præsident.

For selvom Irans øverste leder, ayatollahen, sidder på den reelle magt, så sker der alligevel forandringer afhængig af præsidenten.

Under Rouhani er der sket en gradvis lempelse af håndhævelsen af reglerne for det sociale liv.

Ikke at lovene bliver lavet om, men Ali Azhari føler, at der bliver slået mindre hårdt ned på kvinders beklædning og ellers forbudt alkohol i private hjem. Og de seneste seks måneder er der blevet langt flere tilladelser til rockkoncerter. Derfor stemte han selv på Rouhani ved valget i går.

Alligevel har han under Rouhanis magt fået censureret tre film. Den ene, “ I am not angry” handler om den grønne bevægelse, der opstod i kølvandet på valget i 2009, hvor tusindvis af mennesker gik i gaderne i protest mod valgresultatet, som de opfattede som svindel.

Han havde ellers indhentet alle nødvendige tilladelser til at lave filmen, men da den var færdig, forbød parlamentet den med den begrundelse, at den støttede op om protesterne.

Både som filmmager og musiker lever Ali Azhari i et fængsel. Og hver dag kæmper han med at holde depressionen på afstand.

- Det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lykkelig, er, når jeg spiller mig væk herfra. Så snart jeg spiller, forsvinder jeg ind i min egen verden. Det kommer de aldrig til at stoppe, uanset hvem der er præsident. Dødsmetal er min overlevelse.

I valgkampen har hardlineren Raisi forsøgt at appellere til de moderate unge. Han mødtes med den kendte og tatoverede iranske popstjerne Amir Tataloo. Mødet blev filmet, og videoen gik viralt i Iran, da popstjernen udtrykte sin støtte til hardlineren.

Videoen kan ses her.