Indisk soldat reddet ud af lavine efter seks dage

En indisk soldat blev erklæret død efter en lavine i Himalaya for seks dage siden. Nu er han fundet i live.

For næste en ugen siden blev ti indiske soldater begravet i snemasserne, da en lavine ramte Siachengletjseren i 6.000 meters højde i Himalaya-bjergene mellem Indien og Pakistan.

I takt med at håbet svandt, blev alle ti erklæret døde, men nu er én fundet i live, oplyser indisk militær.

Soldaten har ligget begravet i en dybde af otte meter sne i seks dage, men er nu blevet fundet og gravet ud af redningsarbejdere. Han er blevet bragt til et hospital, og hans tilstand betegnes som kritisk.

Trods fundet oplyser indisk militær, at de resterende ni soldater formodes at være døde.

Siachengletjseren bliver kaldt for verdens højest beliggende slagmark, og siden 1984 har omkring 8.000 soldater mistet livet her.

De mange dødsfald er resultatet af en mangeårig konflikt mellem Indien og Pakistan, der begge ønsker kontrol over Siachen-området i det omstridte Kashmir.

Samtidig er naturen yderst fjendtlig i området, hvor laviner og jordskred ofte forekommer, og hvor temperaturen kan falde til helt ned omkring minus 60 grader.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube