Intern rapport: Kølns politi havde store problemer med at håndtere massechikane

De betjente, som forsøgte at rydde pladsen, blev mødt af en byge af flasker og fyrværkeri, står det i rapporten.

Tysk politi på pladsen ved byens hovedbanegård og domkirke. Her blev flere end 100 kvinder forulempet af en stor gruppe mænd. (Foto: Maja Hitij © Scanpix)

Politiet i Køln havde store problemer med at kontrollere situationen, da en stor gruppe mænd - af "nordafrikansk og arabisk udseende" ifølge byens politichef - omringede og befamlede flere kvinder ved byens hovedbanegård og domkirke nytårsnat.

Det fremgår af en intern politirapport, som er blevet lækket til den tyske avis Bild, skriver The Guardian.

- Betjentene på stedet kunne ikke få kontrol med alle hændelserne, angrebene og forbrydelserne – der var simpelthen for mange på samme tid til at det var muligt, skriver en højtstående betjent i rapporten.

- Selv politiets tilstedeværelse på stedet (...) afholdt ikke masserne fra deres handlinger.

I rapporten fremgår det desuden, at betjente, der forsøgte at rydde pladsen, blev mødt med byger af fyrværkeri og flasker.

Ifølge The Telegraph fremgår det desuden af rapporten, at højtstående betjente frygtede, det kunne være endt med dødsfald.

Episoden har skabt stor forargelse i Tyskland og tirsdag demonstrerede flere hundreder mod de mange seksuelle overgreb, som primært kvinder blev udsat for.

Den tyske indenrigsminister Thomas Maizière har kaldt begivenhederne for ”vanvittige og uacceptable” og efterspurgt en undersøgelse af, hvorfor det lokale politi dagen efter meldte ud, at det havde været en rolig nytårsnat.

Flere end 100 kvinder har ifølge The Guardian anmeldt, at de blev forulempet af grupper af unge mænd, der gramsede på dem og bestjal dem.

Derudover har der været to anmeldelser om voldtægt.

De betjente, som forsøgte at rydde pladsen, blev mødt af en byge af flasker og fyrværkeri, står der blandt andet i rapporten.

Opslået af DR Nyheder på 7. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube