Intet tyder på psykisk sygdom hos Breivik

Lederen af det panel, der skal vurdere Anders Behring Breiviks psykiske tilstand mener, at Breivik sandsynligvis ikke er sindssyg.

- Det er ikke særlig sandsynligt, at han var psykotisk.

Sådan siger Tarjei Rygnestad om den terrorsigtede Anders Behring Breivik til AP. Rygnestad leder det panel, der skal vurdere, om Anders Behring Breivik var sindssyg d. 22. juli, da han udførte terrorangrebene i Oslo og på Utøya.

Det bliver derved højst sandsynligt i en fængselscelle og ikke på et psykiatrisk behandlingssted, at Breivik kommer til at opholde sig de næste mange år.

Ville være for krævende at køre bil

Ifølge Tarjei Rygnestad var terrorangrebene så nøje planlagte og udførte, at det er svært at argumentere for, at det er en galning med vrangforestillinger, der står bag dem.

For at slippe for en fængselscelle skal Anders Behring Breivik have været i en psykotisk tilstand, mens han har forberedt og udført terrorangrebene, som han har tilstået at stå bag.

Men ifølge Tarjei Rygnestad er psykotiske mennesker kun i stand til at udføre meget simple opgaver - bare det at køre fra Oslo til Utøya vil være for krævende.

- Hvis du har stemmer i dit hoved, der fortæller dig, at du skal gøre det ene og det andet, vil det forstyrre alting. Og det at køre en bil er meget kompliceret, siger han til AP.

Risikerer straf på 21 år

Inden det kan besluttes, hvor og hvordan Breivik skal afsone de næste år, skal panelet ledet af Rygnestad gennemgå og godkende en undersøgelse, der er foretaget af to psykiatere. Til sidst bliver undersøgelsen afleveret til sagens dommer, der skal vurdere, hvor Breivik skal afsone.

Bliver Breivik vurderet som rask nok til at afsone sin dom i et fængsel kan han risikere en dom på 21 år.