Iran fængsler 80-årig far til fængslet amerikansk søn

Siamak Namazi, som har siddet fængslet i Iran siden oktober, får selskab af sin far i fængslet - siger moren.

Siamak Namazi har været tilbageholdt i Iran siden oktober sidste år. (Foto: handout © Scanpix)

Iranske myndigheder har anholdt faren til en amerikaner, der blev fængslet i Teheran i oktober sidste år, oplyser mandens familie på sociale medier.

Siamak Namazi, som har dobbelt statsborgerskab, amerikansk og iransk, blev tilbageholdt af Irans islamiske revolutionsgardes politikorps, da han besøgte familiemedlemmer i landet.

Han er endnu ikke officielt anklaget for noget.

Hans 80-årige far, Baquer Namazi, blev anholdt mandag aften i Teheran, skriver hans kone, Effie Namazi, på Facebook.

Faren er overflyttet til fængslet Evin, hvor også sønnen er indsat, fortæller konen og moren.

Lige som sønnen har Baquer Namazi dobbelt statsborgerskab.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube