Iran vil købe 114 Airbus-fly under besøg i Frankrig

Den iranske præsident handler hurtigt for at drage fordel af omverdenens lempede sanktioner.

Frankrigs præsident Francois Hollande (tv) med sin iranske kollega Hassan Rouhani. (Foto: pool © Scanpix)

Iran vil købe 114 Airbus-fly. Det skal ske, mens den iranske præsident, Hassan Rouhani, besøger den franske hovedstad Paris i næste uge.

Den iranske transportminister, Abbas Akhoundi, siger, at Iran under besøget vil underskrive kontrakten på købet af de 114 Airbus-fly fra Frankrig.

I knap ti år har Iran været underlagt økonomiske sanktioner fra det internationale samfund. Men efter indgåelsen af en aftale om det iranske atomprogram er en række af sanktionerne nu blevet ophævet.

Det betyder blandt andet, at flyproducenterne Boeing og Airbus må sælge fly og flydele til Irans civile luftfartsindustri.

Derudover må eksport af iransk olie og gas til EU genoptages, og vestlige selskaber kan levere udstyr til Irans olie- og gasfelter.

En række sanktioner vil dog fortsat gælde i adskillige år, herunder sanktioner rettet mod Irans missilprogram og handel med tunge våben.

Samtidig kan de ophævede sanktioner genindføres, hvis Iran ikke fortsat lever op til sin del af aftalen.

Aftalen skal sikre, at det iranske atomprogram kun har fredelige formål og indebærer blandt andet international kontrol af iranske atomanlæg for at sikre, at de ikke kan bruges til at fremstille våben.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube