Iransk præsident erkender og fordømmer Holocaust

Forgængeren Mahmoud Ahmadinejad benægtede Holocaust. Det gør Irans nye præsident ikke.

Hassan Rouhani har erkendt nazisternes forbrydelser mod jøder er foregået. (Foto: BRENDAN MCDERMID © Scanpix)

Holocaust fandt sted. Det var en stor forbrydelse mod jøder begået af Nazityskland, og det skal fordømmes på linje med andre forbrydelser mod menneskeheden.

Sådan lyder budskabet fra Irans præsident, Hassan Rouhani.

- Jeg er ikke historiker, og når det kommer til Holocausts dimensioner, så er det historikerne, der skal reflektere, siger han i et interview med den amerikanske tv-kanal CNN, som blev bragt natten til onsdag dansk tid.

Skal fordømmes

- Men generelt kan jeg sige, at alle forbrydelser mod menneskeheden i historien, herunder nazisternes forbrydelser mod jøderne, er forkastelige og skal fordømmes, tilføjer han.

Dermed er Hassan Rouhani, som tog over som iransk præsident efter Mahmoud Ahmadinejad, ikke enig med sin kontroversielle forgænger.

Uenig med forgængeren

Ahmadinejads turbulente præsidenttid var fyldt med voldsomme udfald mod Israel og benægtelser af Holocaust. Han udtalte blandt andet, at Holocaust var en myte og et stort bedrag.

Præsident Ahmadinejad blev mødt af international fordømmelse i 2005, da han sagde, at Israel burde slettes fra landkortet.

Året efter holdt Iran en konference om Holocaust, hvor Ahmadinejad satte spørgsmålstegn ved, om seks millioner jøder blev udryddet under Anden Verdenskrig.

Forsonlig tone

Hassan Rouhani, som anses for være væsentligt mere moderat end sin forgænger, har indtil videre lagt en anden og langt mere forsonlig tone for dagen.

Både over for jøder - han ønskede blandt andet alle jøder et godt jødisk nytår, også kaldet Rosh Hashanah, tidligere på måneden - og over for den traditionelle ærkefjende, USA.

Bringer fred og venskab

- Jeg vil gerne sige til det amerikanske folk, at jeg bringer fred og venskab fra iranere til amerikanere, siger han til CNN.

Hassan Rouhani er i New York for at tale til FNs Generalforsamling.

I sin tale tirsdag aften fastslog han, at atom- og masseødelæggelsesvåben ikke har plads i Irans sikkerhedsdoktrin. Samtidigt fastslog han, at Iran er rede til straks at indlede tidsbundne samtaler om landets atomprogram.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube