Tema Krigen i Syrien

Iranske demonstranter stormer Saudi-Arabiens ambassade

Saudi-Arabiens henrettelser af en shiamuslimsk leder er blevet skarpt kritiseret af Iran.

Angrebet på ambassaden sker angiveligt som en reaktion på Saudi-Arabiens henrettelse af den shiamuslimske leder, Nimr al-Nimr. (Foto: Mohammed Huwais © Scanpix)

Den saudi-arabiske ambassade i Irans hovedstad Teheran er angiveligt blevet stormet af vrede demonstranter, viser billeder delt på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Billederne viser blandt andet demonstranter, der smadrer et kontor, og molotov-cocktails, der bliver kastet mod ambassaden.

Reuters skriver dog, at det ikke har været muligt at verificere ægtheden af billederne.

Angrebet på ambassaden er angiveligt sket efter en demonstration mod Saudi-Arabiens henrettelse af den shiamuslimske leder Nimr al-Nimr samt 46 andre personer.

Èn af dem, som har tweetet billeder fra Teheran er den iranske journalist Sobhan Hassanvand.

Han skriver, at demonstranterne har stormet ambassaden på grund af henrettelsen.

Derudover skriver han, at iransk politi har opløst demonstrationen.

Ifølge Reuters opfordrer Irans udenrigsministerium demonstranterne til at indstille angrebet på ambassade.

Henrettelsen af Nimr al-Nimr er også blevet kritiseret i skarpe vendinger af Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei, der på et billede på sit website sammenligner Saudi-Arabien med Islamisk Stat.

Det fik til gengæld Saudi-Arabien til at indkalde den iranske ambassadør for at protestere over erklæringen fra styret i Teheran.