Tema Krigen i Syrien

Islamisk Stat tager skylden for koordinerede bombeangreb i Syrien

Islamisk Stat tager skyld for blodige angreb på to byer ved Middelhavet, der kontrolleres af præsident Assad.

Byen Tartus blev ramt af tre bomber. (Foto: SANA handout © Scanpix)

Bomber dræber mindst 101 personer i den regeringskontrollerede syriske havneby Tartus og en anden by længere oppe ad kysten, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der er baseret i London.

Islamisk Stat (IS) siger, at gruppen står bag angrebene.

- Angreb fra IS-kæmpere ramte alawitter, der samlede sig i Tartus og Jableh på den syriske kyst, meddeler nyhedsmediet Amaq, der er talerør for den radikale islamistiske organisation.

Udover de dræbte meldes et stort antal mennesker såret.

48 er dræbt af tre bomber i Tartus, der udover at være en vigtig flådehavn også er et populært ferieområde for velhavende syrere fra de regeringskontrollerede områder.

Andre 53 døde, da fire selvmordsbomber blev detoneret i Jableh længere mod nord. Det beretter Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har sine oplysninger fra et netværk af informanter på stedet.

Bomberne blev sprængt samtidigt i de to byer.