Tema Terror i Bruxelles

Islamisk Stat tager skylden for terrorangrebene i Bruxelles

Terrororganisationen Islamisk Stat hævder nu, at de står bag de dødelige angreb, der i dag ramte Belgiens hovedstad Bruxelles.

Politiet er i højeste beredskab i Bruxelles. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Islamisk Stat tager ansvar for terrorangrebet i Bruxelles i dag. Det siger den engelsksprogede version af det IS-relaterede nyhedsbureau Amaq i en meddelelse, som er publiceret på nettet.

Tirsdag morgen eksploderede to bomber i byens lufthavn, hvor flere personer blev dræbt og adskillige sårede. Kort efter ramte endnu en eksplosion et metrotog ved Maelbeek.

Terror i Bruxelles

Belgiens hovedstad blev tirsdag 22. marts ramt af terrorangreb i lufthavnen Zaventem og i et metrotog, der befandt sig på stationen Maelbeek nær EU-institutionerne i det centrale Bruxelles. Islamisk Stat hævder at stå bag. Følg dækningen på dr.dk her.

Gå til tema

Ifølge det belgiske kriseberedskab er 30 mennesker blevet dræbt ved angrebene. 10 døde i lufthavnen, og 20 da en bombe detonerede i byens metro. Op mod 200 meldes sårede.

Transportselskabet STIB forklarer, hvad der skete, da bomben ramte et metrotog: Toget var af den ældre slags med tre vogne. Eksplosionen skete i det øjeblik toget satte i gang fra Maelbeek mod stationen Arts-loi og ramte den midterste vogn. Togføreren standsede toget øjeblikkeligt og lod passagerer fra 1. og 3. vogn ud. Alle sårede skulle nu være evakueret fra toget og alle andre metrotog er kørt i garage.

Bruxelles har i de seneste dage været i fokus på grund af omfattende antiterroraktioner i forbindelse med terrorangrebet i Paris i november, som IS også stod bag.

I fredags blev den mistænkte Salah Abdeslam såret anholdt i Bruxelles.

Den tidligere operative chef hos PET, Hans Jørgen Bonnichsen, vurderer over for Ritzau, at det er nærliggende at tro, at angrebet er en reaktion på anholdelsen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube