Italien dækker nøgne statuer før besøg fra Iran

Nøgenstatuer er blevet skjult i trækasser, før Irans præsident kom på besøg i Rom.

Den italienske regering bliver udsat for hård kritik, efter det er kommet frem, at nøgenstatuer på et museum i Rom blev dækket til i forbindelse med et besøg af Irans præsident, Hassan Rouhani.

Rouhani afslutter i dag en to dage lang visit i Rom, hvor han blandt andet holdt pressemøde med Italiens regeringsleder Matteo Renzi på Capitoline Museum mandag.

Efterfølgende har ansatte på museet fortalt, at de blev bedt om at dække antikke nøgenstatuer med hvide trækasser for ikke at fornærme de iranske gæster, skriver Deutsche Welle.

Se de hvide trækasser med statuer indeni i videoen i toppen af artiklen.

Beslutningen bliver nu latterliggjort på sociale medier i Italien, mens oppositionen i landet raser.

Luca Squeri fra centrum-højre partiet Forza Italia siger, at de tildækkede statuer ikke er et udtryk for respekt, men for "overgivelse". I den anden ende af det politiske spektrum kræver partiet SEL en forklaring fra regeringen og kalder beslutningen for "en skam og krænkelse af kunst".

Præsident Rouhani forsætter i dag sin rejse til Europa med et besøg i Frankrig, som håber at indgå store handelsaftaler med Iran, efter sanktionerne mod landet er blevet hævet.

Rouhani skal blandt andre møde Frankrigs præsident Francois Hollande - men ikke til frokost. Den blev aflyst, fordi franskmændene ikke ville efterkomme et iransk ønske om ikke at servere vin, skriver The Local.

Nøgne statuer er blevet skjult i trækasser på et museum i Rom i forbindelse med et besøg fra Irans præsident.

Opslået af DR Nyheder på 27. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube