Italienske politikere har længe trykket snooze på homopartnerskab

I dag begynder debatten om retten til registreret partnerskab i det italienske parlament

Lørdag demonstrerede flere end 100.000 mennesker i mere end 90 italienske byer under overskriften "Vågn op Italien". Her holder et par to ure frem under demonstrationen i Rom. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Scanpix)

10.000 alarmklokker ringede insisterende og ude af takt med hinanden på pladsen Piazza della Scala foran byrådets bygning i Milano.

- Vågn op! Råber de mange demonstranter på italiensk, mens alarmerne bimler videre.

Overskriften for lørdagens demonstrationen var, "Vågn op Italien", og her samledes mere end 100.000 demonstranter i knap 100 italienske byer for at støtte op om det lovforslag, der i dag skal til debat i det italienske parlament.

Et moderne Italien

En af dem, der var mødt op for at vække de italienske politikere forud for dagens debat var Yuri Guaiana, formand for den italienske organisation for homoseksuelle Certi Diritti. Han mener, at lovforslaget er Italiens mulighed for at blive et moderne vestligt land.

- Det her er ikke bare en kamp for os, men en kamp for hele Italien. Vi bliver nødt til at træde ind i det 21. århundrede, siger han.

Yuri Guaiana (tv), formand for den italienske organisation for homoseksuelle, Certi Diritti, til demonstrationen i Milano lørdag.

Italien er nemlig det sidste vesteuropæiske land, der ikke tillader nogen form for officiel partnerskab for homoseksuelle. Og selvom loven i dag er til debat, så er det langt fra første gang sådan et lovforslag er faldet til jorden i Italien. Det er mere end 30 år siden, at partnerskab mellem to af samme køn første gang blev foreslået i landet.

Katolsk modstand

Grunden til, at det endnu ikke er lovligt i Italien, skyldes den katolske kirkes store indflydelse, mener redaktør og tidligere italienskorrespondent i DR, Niels Kvale.

- Den katolske kirke er en meget stor politisk magt i Italien og den katolske kirke er en arg modstander af enhver tanke om homoseksuelle ægteskaber, siger han.

Den modstand kan man se hos flere katolske organisationer i Italien. Flere af dem planlægger en stor demonstration mod lovgivningen på lørdag. "Familiedag" kalder de protesten mod homoseksuelles ret til partnerskab. En af dem, der arrangerer demonstrationen, er Mario Adinolfi.

- Det er imod den italienske familie og italienske børns ve og vel. Så jeg synes, de skal annullere lovforslaget, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube