Japanske fisk er i god stand fem år efter atomkatastrofe

Fiskene og havmiljøet omkring den japanske kyst har det godt, viser ny forskning.

Efter atomkatastrofen i 2011 faldt den lokale fiskeindustris omsætning med 90 procent. Før katastrofen var omsætningen på 44 millioner dollars årligt. (Foto: EVERETT KENNEDY BROWN © Scanpix)

I marts 2011 blev Japan ramt af et voldsomt jordskælv, og en massiv tsunami bragede ind over den japanske østkyst med tusindvis af døde og massive ødelæggelser til følge.

Kæmpebølgerne ramte også atomkraftværket Fukushima Daiichi, som efterfølgende lækkede radioaktivt materiale ud i havet.

Men heldigvis er konsekvenserne for fisk og havmiljø ikke så slemme som frygtet, viser ny japansk forskning.

- De japanske forskere har fundet ud af, at forureningsniveauerne i fiskene omkring Japan er faldet, siger seniorforsker Sven Poul Nielsen fra Center for Nukleare Teknologier på DTU.

Forskerne har målt indholdet af radioaktivt materiale i fiskene omkring kysten og har fundet, at de fleste fisk kun er en smule forurenede med radioaktivitet.

Radioaktiviteten i fiskene overskred med andre ord ikke grænseværdien, som beskriver den højest tilladte koncentration af radioaktivitet i for eksempel fødevarer.

- Forureningen er hovedsageligt faldet, fordi det farlige materiale fortyndes, idet havstrømmen bringer forureningen væk, siger Sven Poul Nielsen.

- Det strømmer simpelthen ud og væk, og koncentrationen omkring Japan fortyndes derfor.

Sven Poul Nielsen understreger, at med den fortynding, der er nu, udgør forureningen ikke en risiko, heller ikke der, hvor det radioaktive stof flyder hen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube