Tema Junglen i Calais

"Jungle"-flygtninge i Calais får stakket frist

Tusinder af flygtninge i havnebyen Calais slipper foreløbig for at få ryddet deres lejr

Flygtninge i Calais står i deres våde, mudrede lejr. Frankrig ønsker at rydde en del af lejren for at flytte flygtningene til container-boliger i nærheden. Men det vil de ikke. (Foto: DENIS CHARLET © Scanpix)

"Junglen" - som de lokale kalder slumlejren - er et tætpakket mylder af hjemmelavede telte på en mudret mark.

Derfra har flygtninge fra især Syrien, Irak, Afghanistan og Eritrea i længere tid forsøgt at komme over Den Engelske Kanal som blinde passagerer på lastbiler via Euro-tunnelen for at søge asyl i Storbritannien.

Op imod 20 flygtninge er døde under forsøget på at komme til Storbritannien.

Junglen i Calais

De franske myndigheder er begyndt på rydningen af flygtningelejren "Junglen" i Calais. Lejren har været omkring 7.000 menneskers hjem de seneste mange måneder. Efter planen skal "Junglen" være jævnet med jorden i begyndelsen af november.

Gå til tema

Flygtningene i Calais siger, at de vil kæmpe imod Frankrigs planer om at flytte dem til ombyggede skibscontainere i nærheden.

"Som at komme i fængsel"

"Containere er det samme som at komme i fængsel", siger en af flygtningene i lejren.

Frankrig ville egentlig være begyndt på at rydde en del af lejren i aften. Men det har en domstol nu sagt nej til.

Det skyldes, at der bor over tre gange så mange flygtninge i lejren - nemlig over 3.000 alene i den sydlige del af lejren - som Frankrig har oplyst. Og at 315 af flygtningene er uledsagede børn - de bor i lejren uden deres forældre.

Det yngste barn er en ti-årig dreng fra Afghanistan.

Åbent brev til Cameron

Det har fået flere end 100.000 briter til at sende et åbent brev til premierminister David Cameron om at beskytte Calais børn.

Blandt underskriverne er en lang række kendte skuespillere - blandt dem Jude Law, som netop har besøgt slumlejren:

-Det mest presserende problem er de uledsagede børn, som lever under forfærdelige forhold. Og hvem ved, hvad der vil ske med de børn, hvis lejren bliver ryddet, siger Jude Law.

En række hjælpeorganisationer har skarpt kritiseret Frankrigs planer om at rydde lejren.

Den huser også et vaccinationscenter, forretninger, cafeer, kirker, moskeer og sågar et bibliotek.

"Vaccine mod racisme"

En af de primitive forretninger i lejren har et skilt på døren, hvor der står: "Her kan man købe en vaccine mod racisme".

Flygtningene har flere gange klaget over politi-brutalitet og over, at de om natten er blevet angrebet og tævet med køller af højre-radikale nationalistiske grupper.

Men selv om flygtningene ser ud til at undgå at få ryddet lejren i denne omgang, er det en stakket frist. Og de franske myndigheder har allerede kørt bulldozere i stilling, når og hvis domstolene giver grønt lys.

Dansker i Calais drdk ejak

Danske Louise Woetmann hjælper til i "Junglen". Se med her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube