Tema Angreb ved Moske i London

Hvis man skulle beskrive Finsbury Park Mosque ud fra de seneste års aktiviteter, ville man knytte ord som fællesskabsorienteret, engageret og venligstemt til den 29 år gamle moské.

Moskéen er anerkendt i Storbritannien for at skabe gode samfundsrelationer og har endda vundet en pris for det i 2014.

Moskéens imam, Mohamed Kozbar, beskriver den som et center, der er involveret i sociale handlingsprogrammer med andre organisationer og trosretninger og arbejder for at ændre folks opfattelse af islam. Og så har imamen flere gange gjort det klart, at den britiske moské ikke har nogen tolerance over for terrorisme.

Labours leder, Jeremy Corbyn, og leder af Finsbury Park Mosque, Mohammed Kozbar, stod side om side, da imamen holdt pressemøde mandag efter angrebet. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Det har imamen senest i dag slået fast, efter omkring 11 af moskéen og Muslim Welfare House's tilhængere blev kørt ned af en varevogn efter en sen aftenbøn natten til mandag i et angreb, som politiet efterforsker som terror.

Én person har mistet livet og otte personer er stadig på hospitalet, hvoraf to af dem er i kritisk tilstand.

Men det er ikke hele fortællingen om moskéen på St. Thomas’s Road i det nordlige London.

For tidligere var det langt fra ovenstående beskrivelse, der blev knyttet til moskéen, der stadig kæmper med sit blakkede ry fra fortiden.

Tidligere imam var islamistisk hadprædikant

Tilbage i årene før 2005 var moskéen både i offentligheden og retsystemets søgelys, fordi den enøjede omstridte hadprædikant Abu Hamza var moskéens imam.

Han er kendt som en radikal islamist, der både er blevet straffet for at tilskynde til racistisk had og opfordre sine tilhængere til at myrde ikke-muslimer. Og ligeledes har en domstol i New York tilbage i maj 2014 kendt ham skyldig i 11 terrorrelaterede handlinger. Blandt andet for at have medvirket til bortførelser og drab på vestlige turister i Yemen og rekruttere folk og sende penge til både al-Qaeda og Taliban i Afghanistan. Han blev idømt fængsel for livsstid.

Dommen faldt efter USA i ti år havde forsøgt at få den egyptisk-fødte imam udleveret.

Lige siden, han tiltrådte som imam tilbage i 1997, har moskéen været kendt for at fungere som et sted, hvor radikale muslimer holdt til. Abu Hamzas mange hadprædikener var, ifølge flere medier, inspiration for en række personer, der har stået bag nogle af historiens værste terrorangreb i Vesten.

Blandt andet en af personerne bag terrorangrebet 11. september 2001 i New York, og Mohammed Sidique Khan, der var en af de fire selvmordsbombere, der angreb Londons transportsystem den 7. juli 2005, hvor 52 blev dræbt og flere end 700 såret.

I dag sidder den 59-årige Abu Hamza i et topsikret fængsel i Colorado i USA. Han har søgt om at blive overført til et fængsel i Storbritiannien.

Pris for samfundsindsats

Men tilbage til nutidens Finsbury Park Mosque. For siden Abu Hamza stoppede som imam i moskéen har imamen Mohammed Kozbar ledet den og arbejdet for at ændre moskéens ry.

Det kan være hårdt for organisationer som jeres i dette klima, men på trods af det, har I formået at demonstrere høje standarder på alle områder i jeres organisation. Denne pris kan give tillid til befolkningen om, at denne organisation bliver styret godt og giver sikkerhed til dens bidragsydere om, at pengene bliver brugt rigtig

Jeremy Corbyn, LABOURS LEDER

Af mange i Storbritannien bliver moskéen omtalt som en succeshistorie. Og tilbage i november 2014 modtog den en pris for sit arbejde med at arbejde sig væk fra fortidens forbindelser til den mere ekstreme del af islam.

Det var den første moské i Storbritannien, der modtog prisen, og i forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Labours leder Jeremy Corbyn:

- Det kan være hårdt for organisationer som jeres i dette klima, men på trods af det har I formået at demonstrere høje standarder på alle områder i jeres organisation. Denne pris kan give tillid til befolkningen om, at denne organisation bliver styret godt og giver sikkerhed til dens bidragsydere om, at pengene bliver brugt rigtig, sagde han.

Jeremy Corbyn har i en del år haft tilknytning til moskéen, blandt andet fordi den ligger i den valgkreds, han er valgt i. Labour-lederen har flere gange talt ved en række begivenheder i moskéen. Senest til den årlige middag i forbindelse med ramadanen den 14. juni i år, hvor han var en ud af 60 andre prominente inviterede gæster, der både talte politikere, journalister og politibetjente.

Efter mandagens angreb mod muslimer fra moskéen var han også hurtig til at melde ud, at han ville deltage i mandagens aftenbøn efter ramadanen.

Åbner sine døre for alle

I dag beskriver flere moskéen som et center snarere end en moské. Den store bygning nord for hjertet af London bliver brugt til at holde møder, hvor lokale problemer bliver diskuteret såsom bekymringer omkring mental sundhed og miljøet.

Selv har Mohammed Kozbar også rost sit og det lokale samfunds arbejde for at få lukket ned for fortidens dårlige historier og i stedet samle folk.

- Moskéen er blevet ændret fra at have en fjendtlig atmosfære til en sammenhængende atmosfære. Vi har lagt historien bag os og rykket fremad. Vi har åbnet vores døre for alle, muslimer og ikke-muslimer, og vi har fantastiske forbindelser med vores naboer, sagde han i et interview med The Guardian tilbage i februar 2017.

Det skete i forbindelse med en sag, hvor moskéen var blevet udsat for fejlagtige beskyldinger.

For nok har Finsbury Park Mosque forbedret sig, men det betyder ikke, at fortidens blakkede ry efter Abu Hamza aktiviteter ikke stadig sidder fast.

Tilbage i februar i år vandt moskéen, ifølge the Guardian, en sag mod nyhedsbureauet Thomson Reuters, efter moskéen ved en fejl et par år tidligere var blevet inkluderet i en global database ved navn World-Check, der linkede den til terroristaktiviteter.

Moskéen modtog en kompensation på 10.000 pund svarende til 85.000 dansker kroner, men der havde sagen allerede fået konsekvenser.

Listen blev nemlig delt med en række banker og finansielle institutioner i Storbritannien. Blandt andet moskéens bank HSBC, der endte med at lukke dens konto, og efterfølgende nægtede en række banker at lade moskéen blive deres nye kunde.

Moskéen er blevet ændret fra at have en fjendtlig atmosfære til en sammenhængende atmosfære. Vi har lagt historien bag os og rykket fremad. Vi har åbnet vores døre for alle, muslimer og ikke-muslimer, og vi har fantastiske forbindelser med vores naboer

Mohammed Kozbar, leder af Finsbury Park Mosque

Det førte til demonstrationer, hvor flere hundrede af moskéens tilhængere demonstrerede foran HSBC.

Den globale database byggede på de ældre informationer, fra før moskéen reorganiserede sig selv.

Thomson Reuters har beklaget og erkendt, at det var en falsk påstand, der lå til grund for at mistænke moskéen for fortsat at have forbindelser til terrorisme.

- Vi vil gerne udtrykke vores beklagelse over, at offentliggøre disse beskyldninger, sagde Oliver Murphy, en repræsentant for Thomson Reuters, ifølge The Guardian.

Det er et eksempel på, at selvom moskéen i over ti år har forsøgt at trække sig væk fra billedet som en moské med forbindelser til terroraktiviteter, så er der stadig episoder, hvor moskéen bliver sat i et dårligt lys.

- Denne sag har været meget vigtig for at rydde vores navn, sagde Mohamed Kozbar til the Guardian, da moskéen vandt sagen i februar.

Kilder: The Guardian, The Telegraph, BBC og Finsbury Park Mosque's hjemmeside.