Tema Krigen i Syrien

Kerry: At kræve Assads afgang nu forlænger krigen

Men fredsaftale giver Syrien en reel mulighed for fred, mener USA's udenrigsminister.

Udenrigsminister-kollegaerne John Kerry og Sergej Lavrov fra Rusland. Sidstnævnte siger, at aftalen er et rigtigt skridt, men han er ikke vildt optimistisk omkring fred i Syrien. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)

FN's vedtagelse af en fredsplan for Syrien er første reelle skridt på den lange og uoverskuelige vej mod fred.

Efter næsten fem års blodig borgerkrig, hvor over en kvart million mennesker er dræbt, og millioner er drevet på flugt, er aftalen en milepæl uden at være svaret på alt, mener USA.

- Ingen sidder her og siger, at vejen bliver nem. Det er kompliceret. Det vil stadig være kompliceret. Men det her tvinger i det mindste parterne til forhandlingsbordet, siger udenrigsminister John Kerry ifølge New York Times.

De næste måneder vil vise, om stabilitet i Syrien i det hele taget kan opnås, tilføjer han.

Syrerne har nu et 'reelt valg mellem krig og fred', siger Kerry ifølge BBC.

Assad skal væltes

USA's ambition er, at den syriske præsident Assad ikke skal sidde ved magten. 'Han har mistet evnen til at forene landet', siger Kerry.

Men det 'forlænger krigen at kræve hans afgang med det samme'.

- Hvis krigen skal slutte, er det altafgørende, at det syriske folk bliver enige om et alternativ, siger udenrigsministeren.

Det kan blive vanskeligt at fjerne Assad, når han har opbakning fra Rusland, Kina og Iran. Hvad der skal ske med Assad, er da heller ikke en del af FN's fredsplan.

Sagen kort:

  • FN's sikkerhedsråd har efter forhandlinger i New York lavet en køreplan for fred i Syrien
  • Allerede tidligt i januar skal der indledes samtaler om en politisk overgangsregering
  • Aftalen kræver omgående stop for angreb mod civile
  • Parterne skal tiltræbe at nå en våbenhvile, så snart de første forhandlinger er sat igang. Våbenhvilen gælder ikke ekstremistiske grupper som terrorgruppen IS.
  • Målet er, at Syrien skal være så stabilt inden for to år, at der kan afholdes valg.