Kina forsvarer henrettelse af brite

Det kinesiske retsvæsen har håndteret sagen mod narkodømt brite korrekt, og han har haft mulighed for at forsvare sig. Det siger udenrigsministeriet i Beijing.

Kina forsvarer håndteringen af sagen mod en britisk mand, som er henrettet for narkosmugleri, uden dog at bekræfte, at dødsdommen er eksekveret.

Den britiske premierminister, Gordon Brown, bekendtgjorde tidligere henrettelsen af briten Akmal Shaikh og erklærede sig "oprørt og skuffet".

Den 53-årige Shaikh er far til tre og er ifølge støtter maniodepressiv.

- En britisk borger blev dømt til døden for narkosmugleri. Det var en uafhængig strafferetssag. Det kinesiske retsvæsen har håndteret det helt i overensstemmelse med loven, siger Jiang Yu, talskvinde i det kinesiske udenrigsministerium.

- Kina har fuldt ud beskyttet den tiltaltes ret til at forsvare sig.

Misnøje over britiske beskyldninger

Da hun bliver spurgt om en bekræftelse på, om henrettelsen af Shaikh er udført, henviser Jiang til den regionale regering i Xinjiang i det vestlige Kina, hvor sagen finder sted.

Opringninger til den regionale regering i Xinjiang bliver ikke umiddelbart besvaret.

Jiang siger om Gordon Browns kommentar:

- Vi udtrykker stærk misnøje og modstand over for de britiske beskyldninger. Vi håber, at det ikke på unødvendig måde påvirker kinesisk-britiske relationer.