Kina holder godt øje med Donald Trump

I dag mødes de republikanske præsidenkandidater i USA i en tv-debat.

Donald Trump med sønnen Eric (th) taler til pressen efter sejren ved primærvalget i delstaten Florida 15. marts. (Foto: Rhona Wise © Scanpix)

-Trump!...Trump...!

Sådan siger to kinesere på gaden, da en reporter fra den amerikanske tv-station CBS spørger dem, om de genkender manden på det foto, han viser dem.

-Han er en lille smule skør, siger en tredje kineser.

Og en anden kineser mener, at USA vil føre en meget hårdere politik over for Kina, hvis Trump bliver valgt som præsident.

"Det største tyveri i verdenshistorien"

-Kina tager vores job og vores penge. Kina har taget millioner af job fra os. Det er det største tyveri i verdenshistorien, har Trump tordnet på sine valgmøder.

Det er udtalelser, som de statsstyrede kinesiske medier bruger til at fastslå, at demokrati ikke duer. Og at det er en dårlig ide at give de kinesiske masser indflydelse på, hvem de ønsker som deres ledere.

Ifølge den britiske avis The Guardian er Trump - eller "Chuanpu", som de 1,4 milliarder kinesere kalder ham - en gave til det kinesiske kommunistpartis spindoktorer.

De kinesiske aviser har tidligere fordømt både Det Arabiske Forår og Ukraines Maidan-revolution som eksempler på farerne ved demokrati.

Præsidentkapløbet en vittighed

Og de skriver nu, at Trumps fremmarch har gjort præsidentkapløbet i USA til en hidtil uset vittighed.

Kinas premierminister Li Keqiang er dog noget mindre bramfri. Han nøjes med at kalde kampen om Det hvide Hus for "livlig".

-Styret i Kina fryder sig over, at en person som Trump måske kan blive præsident i USA, fordi han ifølge Beijing viser manglerne ved det demokratiske system, siger den kinesiske demokrati-aktivist Zhou Fengsuo.

Han flygtede fra Kina efter den blodige nedkæmpelse af demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Og han bor nu i USA.

Kapitalistisk chef-figur

Nick Bisley, der er professor i internationale relationer, siger:

- Trump personificerer stereotypen på, hvad der er en kapitalistisk chef-figur for styret i Beijing: en dekadent vesterlænding, som skyder med skarpt med munden og kommer med alle mulige racistiske og skøre kommentarer.

-Hvis det ikke var sandt, ville man tro, det var opfundet. Og det passer perfekt til det budskab om demokrati, som de kinesiske ledere har udsendt, siger Nick Bisley.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube