Kina opsætter missilsystem på omstridt ø

Det er ren og skær nødvendighed, lyder det fra Kina, som netop har opstillet missilsystemer i det Sydkinesiske Hav.

Øen Yongxing, også kendt som Woody Island, i den omstridte Paracel-øgruppe i det Sydkinesiske Hav. (Foto: Str © Scanpix)

Kina har opstillet affyringsramper og jord-til-luft-missilsystemer ved øen Woody, der er en del af ø-gruppen Paracellerne i Det Sydkinesiske Hav.

Det oplyser USA og Taiwans forsvarsministerium.

De nye oplysninger kommer netop som præsident Obama ved et møde med Sydøstasiens ledere i Californien har rettet en appel til landene om at stoppe med at provokere hinanden med byggeaktiviteter i Det Sydkinesiske Hav.

Her henstillede den amerikanske præsident til lederne for de sydøstasiatiske lande om at "indstille al landvinding, al byggeaktivitet og al opstilling af militært udstyr."

Hvem, der ejer retten til øer og rev i Det Sydkinesiske Hav, skal først afklares ved Den International Domstol, sagde præsidenten.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, mødtes i går med sammenslutningen af ledere af de sydøstasiatiske lande, ASEAN. (Foto: Ned Redway © Scanpix)

Flere kræver ejerskab

Netop søgrænserne i Det Sydkinesiske Hav er kilde til store stridigheder mellem landene i regionen.

Det er nemlig aldrig blevet afklaret, præcis hvor grænserne i området skal gå, og både Kina og landets mindre naboer insisterer på deres egne historiske fortolkninger.

Flere af landene i regionen har anlagt øer over rev i håb om bedre at kunne gøre krav på områderne.

Men at Kina nu opstiller militære faciliteter på Woody øen, som også både Taiwan og Vietnam gør krav på, bliver af både USA og Kinas nabolande opfattet som en unødig provokation.

Kina: Opstilling er en nødvendighed

Selv forsvarer Kina byggeriet.

Ifølge ministeren er de militære opstillinger af så ubetydelig karakter, at der ikke er tale om en egentlig militarisering.

Kinas udenrigsminister Wang Yi sagde på et pressemøde i Australien i går, at den militære opstilling er nødvendigt for, at Kina kan forsvare sin suverænitet.

Ifølge ministeren er de militære opstillinger af så ubetydelig karakter, at der ikke er tale om en egentlig militarisering.

Den udlægning står Kina dog temmelig alene med.

Ikke desto mindre lød udmeldingen fra Taiwans præsident Tsai Ing-wen på en pressekonference i går, at der skal findes en fredelig løsning for at sikre fred og stabilitet i regionen.

Kilde til store uenigheder

Det Sydkinesiske Hav, der gemmer på store oliereserver, har længe været genstand for territoriale skænderier.

Det er særlig øgrupperne Spratley-øerne, Paraceløerne og Scarborough Shoal, som står centralt i konflikten.

Der har samtidig været voksende spændinger mellem Kina og USA omkring kinesernes bygning af kunstige øer på koralrev og klippeskær i området. Det skriver Ritzau.

I januar opstod der yderligere spændinger mellem de to lande, da kineserne blev vrede over, at et amerikansk krigsskib passerede tæt forbi en af Paraceløerne.

Forbisejlingen skete for at markere retten til fri sejlads i det omstridte øhav.

Kina har overlappende krav med Taiwan, Brunei, Malaysia, Vietnam og Filippinerne.

(Foto: Grafik Phillippe Falkesgaard © )

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube