Kirker brændt ved Charlie Hebdo-protest i Niger

For anden dag i træk er der sammenstød mellem politi og demonstranter i Niger. Mindst syv kirker er brændt.

Flere kirker er blevet brændt ned i protest mod Charlie Hebdo-magasinet i Niger. (© Scanpix Danmark)

Mindst syv kirker er stukket i brand i Niger, som lørdag er præget af nye voldsomme demonstrationer mod en tegning af profeten Muhammed på forsiden af det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det er overvejende evangeliske kirker i hovedstaden Niamey, demonstranternes vrede er gået ud over. Mange af dem lå i bygninger, som udefra lignede villaer og ikke var præget af religiøse symboler.

Efter at have stukket kirkerne i brand drog demonstranterne videre mod andre dele af Niamey, hvor der ligger flere kirker.

Politiet brugte tåregas mod demonstranter

Tidligere på dagen gik politiet løs på demonstranter med tåregas. Mindst 1000 unge har forsamlet sig ved Niameys største moské.

Flere af dem smed sten mod politiet og satte ild til bildæk, mens de råbte Allahu akbar.

Demonstranterne i det vestafrikanske land er rasende over satiremagasinet Charlie Hebdos seneste forside, som viser profeten Muhammed med skiltet Jeg er Charlie i kølvandet på angrebet mod bladets redaktion i Paris 7. januar.

Kirker plyndret

Lørdagens demonstration kommer dagen efter, at en politimand og tre civile blev dræbt i landets næststørste by, Zinder.

Her blev tre kirker plyndret og det franske kulturcenter brændt ned.

Også andre steder i verden gik muslimer på gaden for at vise deres vrede.

I Sudans hovedstad, Khartoum, og i hovedstaden i Algeriet, Algier, var der ifølge BBC demonstrationer.

I Pakistan endte en demonstration voldeligt i byen Karachi.

Her stødte demonstranter og politi sammen, og myndighederne brugte både tåregas og vandkanoner mod menneskemængden.

Religiøse: Journalister burde hænges

Religiøse ledere i landet gav desuden åbenlyst udtryk for, at Charlie Hebdos journalister burde hænges, ligesom der blev opfordret til protestmarcher efter fredagsbønnen.

Mange muslimer ser enhver gengivelse af islams profet som en fornærmelse, mens vestlige regeringer støtter Charlie Hebdos ret til at bruge ytringsfrihed til at gøre grin med religion.

Den franske præsident, François Hollande, slog lørdag fast, at landet har principper og værdier, navnlig ytringsfriheden.

/ritzau/AFP