Klimaeksperter: Risikoen for ekstrem varme falder

Havene ser ud til at optage mere CO2, og det skaber optimisme. Men oversvømmelser og hedebølger truer stadig.

En gruppe forskere mener, at havet optager mere kuldioxid end forventet, og at det er årsagen til, at den hastige stigning i temperaturerne er bremset (© DR)

Risikoen for ekstreme varmegrader på kloden er mindre i de kommende årtier, end hvad man tidligere har frygtet.

Det konkluderer et hold af internationale forskere i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.

Den hastige stigning i temperaturerne er bremset efter kraftige varme-spring i 1980erne og 1990erne. Det sker, selvom de 10 varmeste år siden 1850erne er blevet målt i løbet af de sidste 15 år.

Mysterium for forskerne

Opbremsningen i de varmere temperaturer har været lidt af et mysterium for klimaforskerne, da udledningen af drivhusgasser er blevet ved med at stige - især på grund af industriboomet i Kina.

Forskerne slår da også fast, at global opvarmning stadig er et stort problem, og at deres resultater skal tages med forbehold. Temperaturerne vil blive ved med at stige, hvis der ikke bliver gjort noget for bremse udledningen af kuldioxid i luften.

Klima-eksperterne vurderer, at en fordobling af CO2 i atmosfæren vil få temperaturerne på verdensplan til at stige med mellem 0,9 og 2,0 grader.

Have vil optage mere kuldioxid

Det er mere optimistisk end det estimat fra 2007, hvor FNs klimapanel mente, at konsekvenserne ville være temperaturstigninger på mellem en og tre grader.

Forskerne bag det nyeste studie - der både kommer fra Storbritannien, USA, Canada, Australien, Frankrig, Tyskland, Schweiz og Norge - mener, at verdens have har optaget mere kuldioxid over det seneste årti, end man tidligere har troet.

Temperaturerne er allerede steget med 0,8 grader siden den industrielle revolution i 17-1800-tallet. Eksperter mener, at en temperaturstigning på yderligere to grader vil føre til store oversvømmelser og hedebølger på kloden.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube