Tema Krigen i Syrien

Korrespondent: Evakuering af Aleppo ser ud til at falde fra hinanden

Mange involverede parter gør det svært at blive enige om en holdbar evakueringsaftale i Aleppo, siger mellemøstkorrespondent.

En evakuering af civile fra den oprørskontrollerede by skulle være gået i gang ved middagstid, men afbrænding af busser ser ud til at have stoppet evakueringen. (Foto: Youssef Karwashan © Scanpix)

Tidligere i dag fortalte flere medier, at evakueringen af den syriske by Aleppo skulle begynde klokken 13, men her til eftermiddag er evakueringen stadig ikke gået i gang.

Nogle af de busser, der skulle have evakueret folk fra to belejrede regeringskontrollerede landsbyer, Foah og Kafraya, er nemlig blevet angrebet.

Og det er dårligt nyt for evakueringen, for det er en del af aftalen, at evakueringen af Aleppo først kan gå i gang, når evakueringen af Foah og Kafraya begynder, siger DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund.

- Evakueringen, som man ellers havde håbet på ville gå i gang i dag, ser ud til at falde fuldstændig fra hinanden, siger han.

Og hvis det sker, vil det ikke være første gang, at evakueringsfolk må indstille arbejdet. For tre dage siden nåede busser at evakuere i alt 6000 mennesker, heriblandt 3000 oprørere, ud af byen.

- Men så blev evakueringen afbrudt af nogle bevæbnede militser, siger Michael S. Lund.

Svært at nå aftale mellem parter

Processen bliver besværliggjort af, at der kommer nye krav fra nogle af de mange grupper, som er involveret i konflikten, hver gang en aftale bliver brudt, siger Michael S. Lund.

- Oprindeligt gjaldt evakueringsaftalen kun det østlige Aleppo, men aftalen brød sammen, og så kom kravet om, at to regeringskontrollerede byer også skulle indgå i aftalen.

- Det var man så blevet enige om, men så er der en gruppe, som tilsyneladende er imod det (det nye krav, red.), og som derfor har brændt de her busser af - og så kan det hele falde fra hinanden igen.

Og ifølge Michael S. Lund skal der ikke meget til, før nye aftaler vil blive brudt igen.

- En enkelt gruppe eller ildkamp kan få det her til at falde fra hinanden, siger han.