Tema Krigen i Syrien

Korrespondent: Fejlangreb på syrisk militær skyldes måske forkerte efterretninger

Danske F16-fly i fejl-angreb har blot fløjet efter amerikanske instrukser, siger DR-korrespondent.

Syrere ses her gå i ruinerne efter et luftangreb den 18. september. Våbenhvilen hænger i en tynd tråd efter et fejlagtigt angreb fra den amerikanskledede koalition. (Foto: Karam al-Masri © Scanpix)

Da to danske F16-kampfly den 17. september fløj ind i syrisk luftrum og formentlig fejlagtigt bombede syriske regeringstropper, så parerede de ordrer fra de allierede styrker og amerikanerne.

Netop amerikanerne er dem, der har informationerne og efterretningerne, der er nødvendige for at undgå at ramme forkert. Og dårlige efterretninger er det mest nærliggende bud på, hvorfor over 60 syriske soldater blev dræbt ramt i angrebet i stedet for målet – krigere fra terrororganisationen Islamisk Stat. Det siger DR Nyheders internationale korrespondent, Steffen Gram.

- Det nærmeste bud på, hvad der er sket, det er forkerte informationer. Noget tyder på, at IS havde kontrolleret det område, der blev bombet af de allierede, men at de var blevet slået tilbage af de syriske regeringsstyrker, hvorefter angrebet begynder.

Danske fly under amerikansk instruks

Og selvom det nu står klart, at danske F16-fly deltog i angrebet, så er det næppe danskerne, der kan bebrejdes, vurderer Steffen Gram.

- Det er ikke danskerne. De danske fly opererer efter de allieredes instrukser. Dem der sidder på informationerne, det er amerikanerne. Problemet er, at det samarbejde som amerikanerne og russerne har talt om, endnu ikke er trådt i kraft, siger han.

Det sidste med henvisning til, at en nylig våbenhvile i Syrien skal ende med, at amerikanerne og russerne skal dele informationer og efterretninger. Men det kan ende med ikke at blive til noget, hvis våbenhvilen bliver brudt, som der allerede nu er tegn på. For mens de to parter er uenige om, hvem man skal støtte i Syrien, så er de enige om målet: Islamisk Stat skal udryddes.

Men allerede nu har angrebet kastet de to lande ud i en mindre diplomatisk krise, siger Steffen Gram.

- De to landes FN-ambassadører har skældt hinanden ud. Russerne har krævet et ekstraordinært møde i FN’s sikkerhedsråd, hvilket har fået Samantha Power (USA's FN-ambassadør, red.) til at sige, at hvis man gjorde det, hver eneste gang russerne har bombet en markedsplads eller et hospital, så ville man have haft travlt.