Korrespondent: Iran vil fortsat forfølge nationale interesser

ANALYSE Opløsningen af sanktionerne mod Iran giver alligevel nyt håb for samarbejde med USA, vurderer DR's internationale korrespondent.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, meddelte på et pressemøde i går, at sanktionerne mod Iran nu fjernes, efter landet har opfyldt kravene i atomaftalen. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Atomaftalen mellem Iran og det internationale samfund er trådt i kraft her i weekenden.

Iran har opfyldt sine forpligtelser i atomaftalen med de vestlige stormagter, siger Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), og som følge har Vesten ophævet sine sanktioner mod Iran.

Det giver håb for fremtidigt samarbejde mellem Vesten og Iran.

Men Vesten skal ikke bilde sig ind, at Iran nu blindt vil følge Vestens ønsker, fortæller DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

Irans atomaftale

Aftalen om Irans atomprogram blev indgået i juli 2015.

Den er indgået mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, som er USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.

Desuden er Tyskland med i de såkaldte "Fem plus en".

Kilde: Ritzau

- Nu er der en kommunikation, en måde man kan tale med hinanden på – det var der ikke tidligere. Men man skal ikke regne med, at fordi der er en atomaftale, så siger iranerne, at nu gør vi, som I vil have i for eksempel Syrien, Yemen og Irak, siger Steffen Gram.

Alligevel vidner den nylige - og relativt uproblematiske - frigivelse af 10 amerikanske søfolk, der var kommet til at sejle ind i iransk farvand, om nye toner mellem de to lande.

- Det ville have udløst en krise for blot et år siden.

De 10 amerikanske sømænd blev frigivet efter blot 48 timer. (Foto: IRGC OFFICIAL WEBSITE / HANDOUT © Scanpix)

Atomkapløb afværget

Fuldstændiggørelsen af atomaftalen betyder ifølge Steffen Gram, at et atom-kapløb ser ud til at være afværget i Mellemøsten.

Det har været vigtigt for præsident Rouhani af både økonomiske og politiske grunde.

Steffen gram

Og det er gået rigtigt stærkt med at få opfyldt aftalen, fortæller Steffen Gram.

- Det er det blandt andet fordi, at Irans præsident Hassan Rouhani har brug for at vise iranerne, at nu kommer der mellem 50 og 100 milliarder dollars ind i landet.

- Det er vores penge, de har været frosset inde i udlandet, nu får vi dem udbetalt. Det har været vigtigt for ham - både af økonomiske og politiske grunde.

Landet står nemlig i slutningen af februar overfor valg til både det iranske parlament og til Eksperternes Råd, som er ansvarlig for at udpege landets religiøse leder - Irans vigtigste og mest magtfulde post.

- Det er der, at den virkelig konservative magt er samlet. Og der har han brug for at vise, at den kurs, som har været en revolution både i Iran og USA, har virket, siger Steffen Gram.

Den altafgørende kemi

Processen for at at nå til en ophævelse af sanktionerne har været lang og kompliceret, og USA og Iran har skullet gøre op med årtier gammel mistillid.

Men det har også været et forhandlingsforløb, hvor de personlige forhold har spillet en afgørende rolle.

Det gælder særligt forholdet mellem den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, og hans amerikanske modpart, John Kerry, fortæller Steffen Gram.

- Det har været ganske specielt at opleve, hvordan hele deres personlige forhold har været med til at skabe en tillid og præge hele det forløb.

- Man siger altid, at det handler om nationale interesser, og her har begge parter også kæmpet for deres nationale interesser, men den personlige kemi har haft en indflydelse.

De to udenrigsministre fra USA og Iran, John Kerry og Javad Mohammad Zarif, i Wien, da atomaftalen blev indgået. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

USA holder øje

At sanktionerne mod Iran nu er løftet er ingen garanti for, at de ikke bliver genindført. Iran vil blive skarpt overvåget af Det Internationale Atomenergiagentur, og brud på atomaftalen vil medføre en genindførsel af sanktionerne.

Men eventuelle brud på atomaftalen er ikke det eneste, der kan udløse yderligere sanktioner – et faktum USA beviste i weekenden, hvor de samtidig med, at de fjernede sanktioner, indførte en række nye sanktioner på grund af Irans udvikling af ballistiske missiler.

Og der er ingen garantier for, at det er de sidste sanktioner, USA vil indføre overfor Iran, fortæller Steffen Gram.

- De er for eksempel meget utilfredse med de mange personer som idømmes dødsstraf, og Iran skal fortsat overholde alle krav. Der bliver holdt skarpt øje med landet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube