Korrespondent: Nadija Savtjenko er ukrainernes Jeanne D'Arc

ANALYSE Sagen om den ukrainske helikopterpilot er blevet et symbol på konflikten i det østlige Ukraine - for både Ukraine og Rusland.

Savtjenko har meldt ud, at hun agter at udvide sin vedvarende sultestrejke til også at omfatte væske, efter dommen over hende er afsagt. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I Rusland vil en ukrainsk helikopter-pilot blive fundet skyldig i medvirken til drab på to russiske journalister i det krigshærgede Ukraine.

Det har retssagens dommer erklæret i dag.

Den 34-årige Nadija Savtjenko nægter sig skyldig og hævder, at hun blev bortført af prorussiske soldater, inden angrebet, der dræbte de to journalister, blev udført.

Men ifølge Rusland var hun medvirkende i drabet, som fandt sted ved mortergranater, og sneg sig herefter illegalt ind i Rusland under dække af at være asylansøger - hvorefter hun blev fanget.

Sagen rummer selve essensen af konflikten i det østlige Ukraine, fortæller DR's Rusland- og Ukraine-korrespondent, Matilde Kimer.

- Ukrainerne betragter Savtjenko som en slags moderne Jeanne D’Arc – hun er en ung kvinde, der har forsvaret sit land mod væbnede oprørere.

- Ifølge ukrainerne beviser den her sag helt konkret, hvor involveret Rusland er i den her krig - at de bruger en ung kvindelig krigsfange, at de har taget hende med ind over grænsen og vil spærre hende inde i mere end 20 år.

Symbolsk for begge parter

For Rusland, for anklagemyndigheden og sandsynligvis også for dommeren er Savtjenko til gengæld beviset på, hvordan de ukrainske krigere er drevet af et ønske om vold mod den russisk-talende del af befolkningen, fortæller Matilde Kimer.

- På den måde er hun og hendes sag blevet et symbol for begge parter i konflikten.

Det har hele tiden har været intentionen, at bruge hende som handelsvare.

Matilde kimer

Sagen om Savtjenko har fået international opmærksomhed, og adskillige vestlige ledere har krævet, at Rusland skal udlevere helikopterpiloten til hendes hjemland.

Alligevel vil dommeren i morgen erklære Savtjenko skyldig - hun skal nemlig bruges til at skaffe Rusland det, de ønsker fra Ukraine, fortæller Matilde Kimer.

- Savtjenkos advokater forventer selv, at Rusland vil bruge hende til at få udleveret nogle af de russiske soldater, som er blevet fanget inde i Ukraine, og at det hele tiden har været intentionen, at bruge hende som handelsvare.

Forholdet forværres

Selvom forholdet mellem Rusland og Ukraine næppe kan blive meget ringere, så er Ukraine gået i gang med at skærpe for eksempel sanktionerne mod Rusland.

- De er ved at udarbejde en sanktionsliste, sådan at alle de mennesker, der har været involveret i den her retssag, vil blive ramt af sanktioner. Det håber man, at både EU og USA vil være med på, siger Matilde Kimer.

Den endelige dom og strafudmåling bliver først afgjort i morgen. Anklagerne har foreslået en dom på 23 års fængsel.

Ingen appel

Savtjenko har sultestrejket under sit fangeskab og agter ifølge sin advokat at gå i såkaldt tør sultestrejke, efter dommen er afsagt. Det vil sige, at hun fremover også vil nægte at indtage væske.

Det udtaler Savtjenkos advokat, Mark Feygin, til det ukrainske nyhedsbureau Interfax.

- Nadija vil gå i tør sultestrejke om 10 dage, når dommen træder i kraft. Hun er af den overbevisning, at hun bør blive sendt hjem umiddelbart efter denne dato, siger han.

Ifølge Feygin har Savtjenko heller ingen intentioner om at appellere en skyldig kendelse - også selvom det vil gøre det umuligt at få dommen omstødt i den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Hun håber i stedet, at den manglende appelsag vil sætte skub i forhandlinger om at blive udleveret til Ukraine.