Tema Nordkoreas missiltrussel

Korrespondent: Nordkoreansk missil er voldsom eskalering

Missiltesten er formentlig udløst af USA's og Sydkoreas årlige militærøvelse.

En tv-skærm i Japan viser missilets rute fra et sted i nærheden af den nordkoreanske hovedstad til havet ud for Hokkaido, Japan. (Foto: Franck Robichon © Scanpix)

For første gang siden 2009 har Nordkorea her til morgen lokal tid affyret et missil hen over japansk territorium.

Missilet fløj over Japans nordlige hoved-ø, Hokkaido, og slog ned i havet øst for Japan.

- Det er en voldsom eskalering af krisen, at Nordkorea affyrer missiler henover japansk territorium, siger DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

- Den japanske premierminister, Shinzo Abe, har advaret om, at det her er alvorligt, og Japan har allerede bedt landets kommuner om at øve et nordkoreansk angreb, siger han.

Affyringen finder sted på et tidspunkt, hvor situationen i regionen, og ikke mindst forholdet Nordkorea og USA, er særdeles anspændt.

Begge lande har truet hinanden med bål og brand gennem de seneste måneder, hvor det nordkoreanske styre har foretaget flere prøveaffyringer af missiler.

Typisk med reaktion

Den nordkoreanske missiltest har formentlig fundet sted som reaktion på den sydkoreanske og amerikanske militærøvelse, som i disse dage finder sted i den sydlige del af den koreanske halvø.

Øvelsen har ifølge de to lande udelukkende til formål at styrke de allieredes forsvarsevner, men Nordkorea hævder, at øvelsens virkelige formål er at træne de to landes soldater i en invasion.

Øvelsen, som indbefatter både amerikanske og sydkoreanske tropper, har de seneste 40 år fundet sted en gang om året i august, og der er intet usædvanligt i, at der kommer en reaktion fra Nordkorea, siger Philip Khokhar.

- Det er typisk, at Nordkorea kommer med en eller anden form for svar under den militærøvelse, men man må sige, at der er tale om et meget voldsomt svar i den her omgang.

Japans premierminister Shinzo Abe har kaldt affyringen for en "uhørt trussel" mod Japan, og senere i dag skal FN's sikkerhedsråd samles for at diskutere affyringen.

Nordkorea har kun tre gange affyret missiler henover japansk territorium. Første gang var i 1998.

Det ved vi om missilet

  • Missilet blev affyret i retningen mod det nordlige Japan omkring klokken 6 lokal tid.
  • Missilet blev affyret i nærheden af Nordkoreas hovedstad, Pyonyang og fløj en distance på cirka 2.700 kilometer.
  • Det fløj med en højde på cirka 550 kilometer - lavere end tidligere nordkoreanske missiler.
  • Det faldt i vandet 1.180 kilometer fra Cape Erimo, der ligger på den nordlige japanske ø Hokkaido.
  • Kilder: Ritzau, BBC