Korrespondent: Ny tysk asylpakke vil ikke bringe Merkel tilbage i varmen

En ny og strammere asylpakke kan risikere at sende kriminelle asylansøgere tilbage tortur og død, advarer menneskerettighedsorganisationer.

Tysklands kansler, Angela Merkel, er kommet i modvind i den tyske befolkning på grund af hendes åbne udlændingepolitik. (Foto: Ralph Orlowski © Scanpix)

Efter måneders heftig debat har det tyske parlament i dag vedtaget en ny asylpakke.

Pakken rummer tiltag, som skal stramme kraftigt op på den tyske asylpolitik, fortæller DR’s Tysklands-korrespondent, Michael Reiter.

- Tyskerne vil blandt andet gøre det lettere at udvise chanceløse, men også kriminelle asylansøgere. Og så vil de gøre det sværere at opnå familiesammenføring.

- På den måde vil regeringen nedbringe antallet af flygtninge og asylansøgere i Tyskland – det har kansler Angela Merkel faktisk lovet den tyske befolkning.

Umoralsk og illegal

Diskussionen om nye asylregler blussede op efter masseovergrebene i Køln nytårsnat.

Et af forslagene i pakken er derfor, at det skal være lettere at smide kriminelle flygtninge ud af landet.

Men kritikere fra flere tyske menneskerettighedsorganisationer kalder asylpakken for både 'umoralsk og illegal'.

- Med asylpakken gør den tyske regering en række nordafrikanske lande til såkaldte sikre stater. På den måde bliver det lettere for eksempel at udvise de unge mænd, som er mistænkt for masseovergrebene i Køln nytårsnat.

- Men en række tyske menneskerettighedsorganisationer har meldt ud, at flere af de her nordafrikanske stater er alt andet end sikre, og at en række asylansøgere på den måde vil blive sendt tilbage til tortur og død.

Langt hjem for Merkel

Det er dog ikke sandsynligt, at de nye stramninger for alvor kan bringe Tysklands kansler, Angela Merkel, tilbage i varmen, efter hun er kommet i modvind på grund af hendes åbne flygtningepolitik, vurderer Michael Reiter.

- Tiltagene sluser visse asylansøgere ud af bagdøren i Tyskland, men den kan kun i en vis grad bremse strømmen af flygtninge og migranter, der kommer ind ad Tysklands fordør. Og det er den strøm, som Merkel skal bremse, hvis hun vil ind i varmen igen hos vælgerne.

- Det kan hun kun ved at sikre EU’s ydre grænser og sikre en fair fordeling af asylansøgere – det er det, hun vil. Ellers kan hun lukke de tyske grænser. Og det vil hun ikke.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube