Tema Nordkoreas missiltrussel

Korrespondent om missil over Japan: Nordkorea siger tak for sidst

Mens omverdenen skærper sanktioner og fordømmelse over Nordkoreas fortsatte udvikling af atomvåben og missiler, fortsætter landet ufortrødent.

Nordkorea affyrede for få timer siden endnu et langtrækkende missil hen over den japanske ø Hokkaido.

Det er anden gang på lidt over to uger, ligesom der også fandt en nordkoreansk atomprøvesprængning sted den 3. september.

Missiltesten kommer, dagen efter at det nordkoreanske styre truede med at "sænke" Japan og reducere USA "til aske og mørke". Truslerne faldt, kort efter at FN's Sikkerhedsråd havde vedtaget nye sanktioner mod landet.

Morgenens missilaffyring har udløst en ny hasteindkaldelse af Sikkerhedsrådet, der mødes i eftermiddag.

Men affyringen understreger med tydelighed, at Nordkorea ikke lader sig stoppe af det internationale pres, som allerede er blevet lagt på landet efter den første affyring over Japan. Det fortæller DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

- Det ligner i hvert fald en slags nordkoreansk tak for sidst, efter at FN's Sikkerhedsråd for nylig gennemførte de skrappeste sanktioner nogensinde mod Nordkorea. Nordkorea forsøger formentlig at vise, at man ikke har tænkt sig at stoppe udviklingen af atomvåben og missiler, selvom resten af verden - inklusiv Kina, ønsker det.

Det ved vi om missilet:

  • Ifølge japanske og sydkoreanske myndigheder blev det ballistiske missil affyret klokken 06.57 lokal tid fra Sunan-distriktet i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.
  • Missilet fløj over den japanske ø Hokkaido og landede omkring 2.000 kilometer øst for Cape Erimo, der ligger på sydspidsen af Hokkaido.
  • Det sydkoreanske forsvarsministerium oplyser, at missilet formentlig fløj omkring 3.700 kilometer. Det nåede en højde på omkring 770 kilometer.
  • Det er både højere og længere end et testmissil, der blev affyret for godt to uger siden.
  • Kilde: Ritzau

Vrede i Kina

Nordkoreas stærkeste allierede har på det seneste markeret klar utilfredshed med den kurs, som styret i Nordkorea lægger an. Nattens missilaffyring vil formentlig vække yderligere vrede, vurderer Philip Khokhar.

- Jeg tror, de kinesiske ledere er rasende i dag. Det her er endnu en ydmygelse af Kina, som jo gang på gang bliver kritiseret af USA for at beskytte Nordkorea.

Det er dog ikke sandsynligt, at Kina kommer til at ændre sin holdning til Nordkorea, mere end de allerede har gjort de seneste måneder. Derfor vil Nordkorea formentlig fortsætte den kurs, de allerede har lagt.

- Det er nærmest blevet normalen, at Nordkorea gennemfører et eller andet hver uge. Men det, der er lidt anderledes nu, er, at det er anden gang, at de sender et missil ind over Japan.

- Og Japan kan ikke blive ved med at leve med det her, og på et eller andet tidspunkt, må der også komme et svar fra japansk side - måske ikke et militært svar, men en eller anden form reaktion. Japan kan ikke bare blive ved med at se passivt til.

Japan har ved begge missilaffyringer reageret med fordømmelse af Nordkorea.

- Vi kan aldrig tolerere, at Nordkorea ignorerer det internationale samfunds ønske om fred, som er kommet til udtryk gennem FN-resolutioner, og nu fortsætter disse uhyrlige handlinger, siger Japans premierminister, Shinzo Abe, ifølge AFP.

Dagens møde i FN's Sikkerhedsråd er indkaldt på foranledning af USA og Japan.

De nyeste sanktioner mod Nordkorea

  • Begrænsninger på import af råolie til Nordkorea
  • Totalforbud mod import af tekstiler fra Nordkorea
  • Forbud mod udstedelse af nye arbejdstilladelser til nordkoreanske gæstearbejdere
  • Kilde: Ritzau