Tema Nordkoreas missiltrussel

Korrespondent om ny amerikansk strategi: Nordkorea vil afvise forhandlinger

Den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson siger, at USA er klar til at forhandle med Nordkorea.

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, forsøgte i dag at lægge en dæmper på konflikten med Nordkorea. (Foto: US DEPARTMENT OF STATE HANDOUT © Scanpix)

- Vi søger ikke en forandring af regimet, vi søger ikke regimets kollaps.

Sådan lød det fra den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, under en pressebriefing i Udenrigsministeriet tidligere i dag.

De vil ikke gå med til forhandlinger, hvor endemålet er, at Nordkorea skal opgive sine atomvåben.

Philip Khokhar, DR Nyheders Asien-korrespondent

En noget anden retorik end den, præsident Donald Trump har brugt over for Nordkorea de seneste uger.

Ifølge udenrigsministeren Tillersons udmelding er USA klar til at forhandle med Nordkorea og landets leder, Kim Jong-un. Hvis altså nordkoreanerne er klar til at opgive ønsket om at udvikle atomvåben.

Og med dét krav er der langt til dialog mellem de to lande, fortæller DR Nyheders Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

- Det vil fortsat blive pure afvist af styret i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. De vil ikke gå med til forhandlinger, hvor endemålet er, at Nordkorea skal opgive sine atomvåben.

Rex Tillersons nye udmeldinger har dog fået Nordkorea til at slå ørerne ud.

- Det kan være, Nordkorea vil finde det her en lille smule interessant, for det er en anden udmelding fra USA, end man er vant til, forklarer Philip Khokhar og uddyber:

- Når USA faktisk siger, at Kim Jong-un i princippet kan blive siddende, hvis man laver en aftale med USA.

Se et udklip af Rex Tillersons pressemøde i videoen her.

Sød musik i Kinas ører

Det var dog ikke kun retorikken over for Nordkorea, der ændrede sig under Rex Tillersons pressemøde.

I sidste uge kritiserede USA's præsident Trump kineserne for ikke at gøre noget for at bremse Nordkoreas udvikling af atomvåben.

Rex Tillerson gjorde det dog i dag klart, at USA ikke bebrejder Kina, men udelukkende Nordkorea.

- Det er sød musik i ørerne på lederne her i Beijing. De kan godt lide at blive rost af USA, men de ved også godt, at det til syvende og sidst er præsident Trump, der har magten og bestemmer USA's Nordkorea-politik, siger Philip Khokhar.

Den amerikanske udenrigsminister rejser til Asien senere på ugen, og ifølge Philip Khokhar skal hans udmeldinger ses som et forsøg på at charmere kineserne på et tidspunkt, hvor Donald Trump tweeter meget negativt om Kinas rolle i konflikten med Nordkorea.

Men hverken Rex Tillerson eller Donald Trump har rykket på Kinas forhold til Nordkorea, siger Philip Khokhar.

- I de syv måneder, Donald Trump har været ved magten, har Kina betragtet ham som én, der i realiteten ikke har en Nordkorea-politik.

NORDKOREAS TESTAFFYRINGER I 2017

  • 28. juli: Et ICM-missil lander i havet i Japans såkaldte eksklusive økonomiske zone (EØZ).
  • 4. juli: Et ballistisk mellemdistancemissil bliver affyret nær grænsen til Kina og lander i Det Japanske Hav.
  • 8. juni: Nordkorea affyrer mindst to missiler. De har angiveligt en rækkevidde på 200 kilometer.
  • 29. maj: Nordkorea tester et kortdistancemissil. Det flyver 450 kilometer og lander i Japans økonomiske zone.
  • 22. maj: Nordkorea tester et mellemdistancemissil af typen Pukguksong 2. Det flyver næsten 500 kilometer, før det lander i Det Japanske Hav.
  • 14. maj: Et missil flyver over 100 kilometer og lander i Det Japanske Hav. Det sker, fire dage efter at Sydkorea har valgt den liberale Moon Jae-in til ny præsident, og Kina har arrangeret et topmøde om handel mellem Asien og Europa.
  • 29. april: Et ballistisk missil testes samme dag, som FN holder møde om den anspændte situation omkring Nordkorea.
  • 16. april: Et uidentificeret missil eksploderer i luften umiddelbart efter opsendelse.
  • 5. april: Nordkorea affyer et mellemdistancemissil i retning mod Japan. Missilet flyver omkring 60 kilometer, før det lander i havet.
  • 22. marts: Et ballistisk mellemdistancemissil af typen Musudan bliver affyret, men eksploderer få sekunder efter opsendelse.
  • 7. marts: Fem ballistiske missiler bliver skudt ud over Det Japanske Hav.
  • 12. februar: Nordkorea tester et Pukguksong 2-langtrækkende missil. Det flyver 500 kilometer og lander i havet mellem Nordkorea og Japan.
  • Nordkorea har gennemført fem atomprøvesprængninger i 2006, 2009, 2013 og to i 2016.