Tema Solformørkelse i USA

Korrespondent: Solformørkelse har skabt folkefeber i USA

I dag går en solformørkelse tværs over USA fra vest til øst - og fra nær og fjern flokkes soljægere til for at overvære det historiske himmelfænomen.

En kvinde ser gennem et teleskop i aftes i Madras i Oregon, som er en af de stater, der ligger i solformørkelsens bane. (Foto: Jason Redmond © Scanpix)

I dag rammer "Den store amerikanske solformørkelse" 14 stater i USA.

Turister fra hele verden - også en del danskere - er taget til USA for at opleve fænomenet. Det bliver ikke kaldt "The Great American Eclipse" for ingenting, fortæller DR’s USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz.

- Det her er en folkefeber, der har bredt sig kraftigt, særligt de seneste uger. Familier er kørt til fra hele landet for at komme ind i det her magiske bælte, der kommer til at strække sig fra kyst til kyst.

- Og turister verden over har forberedt det her i halve og hele år for at stå klar i en af de her 14 stater, hvor den totale solformørkelse vil ramme.

Der reklameres for solformørkelsesparkering i Columbia, South Carolina. Nasa forventer, at en million vil gæste staten i forbindelse med solformørkelsen. (Foto: Sean Rayford © Scanpix)

Udsolgt for lejebiler og beskyttelsesbriller

Tilstrømningen af de mange soljægere betyder, at selv små flækker i de påvirkede stater oplever en folkevandring og et trafikkaos uden sidestykke.

Samtidig er priserne i de påvirkede byer bugnet til det astronomiske, og små støvede værelser går til priser, som normalt bliver opkrævet for suiter på femstjernede hoteller, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

- I flere stater er det også nærmest umuligt at opstøve en lejebil eller de særlige beskyttelsesbriller til solformørkelse. Så når amerikanerne står op om få timer, så det vil det vrimle med soljægere i millionvis overalt.

Det er første gang i 99 år, at amerikanerne oplever den totale solformørkelse fra kyst til kyst.

Den vil strække sig fra staten Oregon i det nordvestlige USA til South Carolina i øst. Og den har fart på, fortæller Lillian Gjerulff Kretz.

- Månens skygge vil bevæge sig med noget, der ligner 3.800 kilometer i timen. Så det er en helt unik, sjælden og smuk oplevelse, og derfor er der også særligt stor opmærksomhed på at blive en del af det her særlige øjeblik, som de fleste steder kun vil vare to minutter, siger hun.

En dreng kigger gennem et teleskop udstyret med solformørkelsesfilter ved Lowell Observatoriet i Buckeye, Arizona. (Foto: Jason Redmond © Scanpix)

Et splittet USA

Den historiske solformørkelse er også noget, som et splittet og vredt USA kan mødes om, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

- Som en ældre dame sagde til mig i lufthavnen i dag, så er det her også noget, vi som amerikanere alle kan samles om og blive enige om er smukt og unikt. Og det har amerikanerne brug for lige nu.

Solformørkelsen begynder klokken 18.48 dansk tid et sted ude over Stillehavet.

På dr.dk følger vi i aften solformørkelsen i USA. Følg med live fra kl. 18.30.