Tema Ny præsident i USA

Korrespondent: Stor nervøsitet i Mellemøsten - vil Trump støtte Assad?

USA's politik i Mellemøsten kan stå foran en 180 graders vending, siger Michael S. Lund.

USA's nye samarbejdspartnere i Syrien? Præsident Bashar al-Assad (tv) og den russiske kollega, Vladimir Putin. (Foto: RIA Novosti © Scanpix)

Landene i Mellemøsten reagerer med betydelig nervøsitet, efter at det står klart, at USA's næste præsident bliver republikaneren Donald Trump.

Mellemøstkorrespondent i DR Nyheder Michael S. Lund, der i øjeblikket befinder sig i Irak, fortæller, at de fleste lande i regionen foreløbig holder sig sig til høflighedsfraser fra officielt hold. Men de dækker over en dyb bekymring.

- Det spørgsmål, som alle stiller sig nu, er, hvad det her kommer til at betyde for Mellemøsten generelt. USA har jo tradition for at spille en meget stor rolle i regionen, siger Michael S. Lund.

Vil bombe IS

Donald Trumps politiske udmeldinger om Mellemøsten har hidtil været fokuseret på et løfte om, at han vil bombe terrorgruppen Islamisk Stat (IS) sønder og sammen. Men det gør USA sådan set allerede i forvejen, påpeger korrespondenten.

Reaktioner fra Syrien

- Jeg tror, at det bliver svært på grund af Trumps udtalelser og hans relationer til Putin og Rusland. Jeg regner med, at det her ikke er godt for det syriske spørgsmål. Zakaria Malahifji, politisk leder af oprørsgruppe i Aleppo.

- Vi må være optimistiske, men forsigtigt optimistiske. Sherif Shehada, medlem af parlamentet i Syrien.

- De fleste lande hernede er involveret i kampen mod IS, så de vil hilse bombninger af IS velkommen. Men spørgsmålet er jo, hvordan han vil gøre det. For alle militærstrateger er enige om, at det kræver tropper på landjorden, som man kan alliere sig med, for at bekæmpe IS.

Og her frygter mange aktører i regionen, at Trump vil søge nye alliancer.

- Set fra Mellemøsten er noget af det mest kontroversielle, Trump har sagt, at han nærmest er klar til alliere sig med Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Kæmpe ændring

Hvis Donald Trump som præsident vælger at slå sig sammen med Assad og hans allierede Rusland i kampen mod IS, kan det få store konsekvenser.

- Det vil jo være en 180 graders vending af USA's politik i Syrien, hvor præsident Barack Obama har insisteret på, at Assad skal gå af, og at man vil støtte den syriske opposition, siger Michael S. Lund:

- Jeg tror, at man arbejder på højtryk i de mellemøstlige udenrigsministerier lige nu for at finde ud af, hvad Trumps plan for Mellemøsten er - for indtil nu har den ikke været særlig klar.

Donald Trumps udtalelser om Mellemøsten:

  • Iran: Han vil genforhandle atomaftalen med Iran, som han har kaldt en af de "dårligste aftaler i verdenshistorien".
  • Syrien: Trump har flere gange sagt, at både Syriens præsident Bashar al-Assad og Rusland kan være allierede i kampen mod IS, og at Assad er bedre end alternativet i Syrien.
  • Israel: USA skal have et bedre forhold til regeringsleder Benjamin Netanyahu. Trump har sagt god for, at Israel kan fortsætte med at bygge bosættelser på Vestbredden.
  • Arabiske allierede: Trump har sagt, at lande som Saudi-Arabien skal til at betale for at have amerikanske baser på landjorden, og at muslimer skal have sværere ved at komme til USA.
  • Tyrkiet: Trump vil muligvis forbedre forholdet til den tyrkiske regering, som var nervøs over Hillary Clinton på grund af hendes støtte til den kurdiske YPG-milits i Syrien og hendes modvilje mod at fordømme Fethullah Gülen, som Tyrkiet mener stod bag kupforsøget i juli i år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube