Tema Valg i USA 2016

Korrespondent: Trumps fravær gav rivalerne en chance for at snakke politik

ANALYSE Et afbud fra Donald Trump satte tydeligt præg på Republikanernes sidste tv-debat.

Brede smil blandt deltagerne i det sidste republikanske tv-debat inden primærvalget begynder i staten Iowa. (Foto: scott olson © Scanpix)

Det strider mod enhver politisk logik, at en frontløber i amerikansk præsidentvalgkamp skulle sige nej til at deltage i den sidste tv-debat, inden primærvalget begynder.

Men forretningsmanden og tv-stjernen Donald Trump har gjort det til sit varemærke at stride mod enhver logik. Så han meldte afbud til debatten mellem de republikanske kandidater på Fox TV i protest mod den kvindelige tv-vært Megan Kelly, som han har haft en strid med efter en tidligere tv-debat på Fox.

Valg i USA 2016

Den amerikanske præsidentvalgkamp er i gang. Følg kapløbet mellem Demokraternes kandidat Hillary Clinton og Republikanernes kandidat Donald Trump her.

Gå til tema

Trumps fravær var tydeligt på scenen i nat i Iowa - den første stat, hvor vælgerne skal pege på deres foretrukne præsidentkandidat.

"Kandidaterne diskuterede politik i stedet for at forholde sig til de mere eller mindre perfide angreb fra Donald Trump."

- Det betød først og fremmest, at det blev en langt mere spændende debat, hvor kandidaterne for nærmest første gang diskuterede politik i stedet for at forholde sig til de mere eller mindre perfide angreb fra Donald Trump, siger USA-korrespondent i DR Nyheder Johannes Langkilde.

Ted Cruz i centrum

Afbuddet fra Trump betød, at senator Ted Cruz, der ligger på andenpladsen i meningsmålingerne, fik æren af at stå på den centrale plads på scenen.

Her blev han sammen med senator Marco Rubio konfronteret med gamle udtalelser om immigranter, som synes at stride mod deres nuværende hårde linje. Segmentet gav den mere moderate Jeb Bush en mulighed for at gentage sin langt mere imødekommende holdning til immigranter.

På sociale medier bemærkede mange, at Jeb Bush havde fordel af Donald Trumps fravær:

- Der kom en helt anden dynamik mellem Ted Cruz og Marco Rubio, der kunne beskylde hinanden for alle mulige ting - dog mere med politikken i fokus end hidtil, siger Johannes Langkilde.

Trump laver sin egen event

Selvom kandidaterne i debatten på Fox forsøgte at ignorere Donald Trump efter lidt indledende drilleri, formåede byggematadoren alligevel at stjæle en betydelig del af lampelyset.

"Donald Trump har endnu engang forsøgt at få maksimalt udbytte af et mediestunt."

Trump holdt nemlig sin egen event få kilometer fra Fox-debatten, hvor han holdt en lang enetale - officielt med det formål at indsamle penge til krigsveteraner.

- Eventen blev transmitteret på tv-kanalen CNN, og Donald Trump håber, at han vil få langt flere seere, end der var til debatten på Fox. Så Donald Trump har altså endnu engang forsøgt at få maksimalt udbytte af et mediestunt - og han håber, at han i virkeligheden vil få endnu mere opmærksomhed, fordi han ikke var til stede i debatten på Fox, siger Johannes Langkilde.

Se klip fra nattens tv-begivenheder i USA fra DR2 Morgen:

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube